S-ordfører rasende over Mette F.-dukke: 'Fy for pokker'

En makaber dukke, der forestillede Mette Frederiksen (S), blev hængt op under demonstrationen i København lørdag aften. Skræmmende, lyder det fra S-ordfører Jesper Petersen

Det gik ikke stille for sig, da Men in Blacks demonstration blev opløst lørdag 23. januar.

Demonstrationerne lørdag aften udviklede sig i København, da en større folkemængde var samlet ved Forum på Frederiksberg for at demonstrere mod landets coronarestriktioner.

Første del af demonstrationen, hvor demonstranterne gik i et fakkeloptog igennem byen, forløb roligt.

Da demonstrationen sluttede ved Forum omkring klokken 19.30, kom en dukke forestillende Mette Frederiksen (S) op at hænge.

Om halsen hang et skilt med teksten: 'Hun må og skal aflives'.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer
 

Der blev forsøgt sat ild til dukken, hvilket andre demonstranter dog slukkede.

Derefter blev den hevet ned på jorden, hvor hovedet blev skilt fra kroppen og resterne smidt i en busk.

Da Ekstra Bladets reporter ville tage et nærmere blik på dukken, møvede en demonstrant sig forbi og spyttede på dukken.

Alt dette skete kort før, at demonstrationen udviklede sig og endte i en konfrontation med det tilstedeværende politi.

Skræmmende
Politisk ordfører for socialdemokratiet, Jesper Petersen, er svært forarget over billedet, da han får det præsenteret.

'Fy for pokker. Det var dog et ubehageligt, faktisk skræmmende billede. Taget bogstaveligt så er det jo en opfordring til politisk motiveret drab på vores folkevalgte statsminister. Det hører ingen steder hjemme', skriver han i en SMS til Ekstra Bladet.

Der var ifølge politiet omkring 400-500 mennesker ved begyndelsen af den varslede demonstration.

Flere havde forladt demonstrationen, da den omkring klokken 20 endte i voldsom konfrontation med politiet.

Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra statsministeriet.

Du kan læse mere om, hvordan demonstrationen forløb i Ekstra Bladets livedækning her:

LIVE

1 af 2 Foto: Tariq Mikkel Khan
2 af 2 Et yderst makabert billede af en dukke forestillende landets statsminister dukkede op under demonstration lørdag i København. Foto: Tariq Mikkel Khan