Så bliver det varmt: Strandvejr i weekenden

Når en vejrmæssig øv-dag er overstået fredag, kan vi glæde os til sol og over 20 grader både lørdag og søndag

Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Foto: Rasmus Flindt Pedersen

"Efter regn kommer sol," hedder en amerikansk film fra 1946 med Judy Garland og Frank Sinatra.

Men det kunne også være overskriften på vejret i den kommende weekend.

Det sommerlige vejr bliver afbrudt af regn og blæst fredag. Men allerede lørdag klarer det op, og søndag kan vi vente helt op til 25 grader.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Frank Nielsen tidligt fredag morgen.

- Vi har haft passager af en koldfront i nat, så fredagen byder på køligt vejr og en frisk til hård vind fra vest og kun lidt sol. Efterhånden kommer der også byger, og temperaturen når nok ikke længere op end 15-18 grader, siger han.

Lavtrykket fjerner sig dog hurtigt, og i løbet af weekenden kommer et højtryk ind over landet og giver tørt og varmt vejr.

- Lørdag bliver det hurtigt bedre med en del sol og over 20 grader, siger Frank Nielsen.

Det bliver en varm og solrig weekend, lover DMI. Grafik: DMI
Det bliver en varm og solrig weekend, lover DMI. Grafik: DMI

Natten til søndag holder det fortsat tørt med temperaturer på mellem 12 og 15 grader. Samtidig bliver vinden let til frisk fra vest og nordvest.

- Søndag bliver endnu flottere med sol og op til 25 grader, siger meteorologen.

Ifølge vagthavende meteorolog Thyge Rasmussen er det sandsynligt, at Djursland får de varmeste temperaturer.

- Ellers er det de østlige dele af Jylland, Sjælland og Fyn, som får det lunest, siger Thyge Rasmussen til Ekstra Bladet.

Frem til søndag er op mod 100.000 gæster samlet til politisk festival på Bornholm, hvor Allinge danner rammen om Folkemødet 2017.

- Her fredag morgen får de lidt regn først på dagen, men omkring klokken ti vil det klare op. Så kommer der en periode med sol, og så vender bygerne og blæsten tilbage til aften, siger Frank Nielsen.

- Men ellers gælder det samme for Bornholm som for resten af landet, hvor det bliver ganske fint lørdag og rigtig flot søndag, siger han.

Også mandag bliver vejret fint. Det fortæller vagthavende meteorolog ved DMI, Thyge Rasmussen, til Ekstra Bladet.

- Det kan godt være, at vestenvinden begynder at tage lidt til i den nordlige del af Jylland. Derfor lidt køligere dér. Resten af landet får også en solrig mandag. Varmest bliver det på Fyn, Sjælland og Lolland-Falster med op til 25 grader, siger Thyge Rasmussen.

3 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere