Årets første officielle forårsdag gør i dag sin entré. Og det kommer vi også til at kunne se på vejret.
Sådan lyder meldingen fra DMI.
- De første to-tre dage er præget af flot højtryksvejr, hvor der er mulighed for sol. Og så fredag kan det vende, siger Erik Hansen, vagthavende meteorolog hos DMI, til Ekstra Bladet.
Selvom onsdag morgen er præget af tåge og rimtåge, forventes det at forsvinde i løbet af formiddagen. Og så kan vi se frem til sol og stille vejr med op til 10 grader.
Det pæne vejr kommer dog ikke til at fortsætte i særlig lang tid.
Vinterlige tilstande
- Fra fredag kommer man til at kunne mærke, at nu skal der ske noget andet. Det bliver koldere, og der kan komme både regn, slud og sne. Det kan blive vinterligt, siger Erik Hansen.
Der er dog kun tale om enkelte byger, og det er endnu usikkert, hvor meget og hvor det kommer til at ramme.
- Det bliver koldt og skyet vejr igen med nedbør i starten af næste uge, så det er nok en god idé at nyde det gode vejr de første par forårsdage, mens det varer, siger han.