Så galt står det til hos dansk ægproducent

Ifølge Fødevarestyrelsen rapporter har der længe været problemer hos 'Landsby æg', hvor der fredag blev fundet en død rotte

Det var en fåmælt daglig leder 'Landsby æg' i Hobro, Ekstra Bladet fangede dagen efter, at ægproducenten blev lukket af Fødevarestyrelsen.

Da Styrelsens rejsehold slog et smut forbi Gettrupvej i Hobro, fandt man nemlig rottelort og en død rotte.

- Jamen altså, den skal ikke være der. Længere er den jo ikke, siger daglig leder Claus Storgaard Nielsen til Ekstra Bladet og uddyber:

- Ti minutter efter, at de (Fødevarestyrelsen, red.) var kørt, så stod skadedyrsbekæmperen der. Vi gør selvfølgelig, hvad vi kan. Men de (rotterne, red.) kommer alle steder.

Derudover havde den daglige leder ikke flere kommentarer til sagen.

Død rotte fundet hos ægproducent

Gentagelser
Tager man et kig på de andre gange, hvor Fødevarestyrelsen har været forbi 'Landsby æg', har det stort set aldrig været uden anmærkninger.

De fleste rapporter indledes således med:

'Virksomheden har fået anmærkninger for overtrædelser af fødevarelovgivningen på minimum tre ud af de seneste fire kontrolbesøg.'

Og kategorierne af anmærkninger spænder vidt..

Rengøring
Særligt har der ifølge Fødevarstyrelsens opfattelse været alvorlige problemer med rengøring:

'Kølerum, pakkeri samt områder der opbevares emballage i, fremstår med støv, spindelvæv og sand,' lyder det i en rapport fra februar.

'Pakkelokale og kølerum med æggepakker fremstår utilstrækkeligt rengjort. Der er i pakkelokale konstateret kraftige støvbelægninger og spindelsvæv på æggepakker, loft samt vægge, gulvet er meget snavset det fremstår med mange ituslået og indtørret æg fra tidligere dages produktion. Kølerummet er fortsat med kraftige ansamlinger af snavs på gulvet og spindelvæv udbredt i hjørner og langs loft,' er ordlyden i en rapport fra marts, og i maj var det ikke blevet bedre:

'Udstyr til mærkning og sortering af æg er meget snavset og med gamle æggerester fra ituslåede æg. Resterne og snavset kommer direkte i kontakt med æg. Især tydeligt ved sorteringen hvor der er tydelige belægninger frembærende forme. Resterne er ikke kun fra dagsdato.'

Markedsføring
Ved siden af de mange anmærkninger om hygiejne har virksomheden også fået bøder for vildledende markedsføring ved blandt andet at have solgt og mærket buræg som skrabeæg.

Kigger man alene på de seneste tre rapporter, har virksomheden modtaget bødeforlæg for mindst 30.000 kroner med tre politianmeldelser til følge.

Og her tælles det seneste rotte-fund ikke med, hvor hele produktionen er blevet lukket.

Rettede fejl, men så ...
Da Fødevarestyrelsen var på besøg 12. juni i år, så det ellers ud til, at man havde fået rettet op på flere af de fejl, som tidligere var fundet hos 'Landsby æg'.

Men lykken varede som bekendt kort.

For i pressemeddelelsen, som Fødevarestyrelsen sendte ud fredag eftermiddag, bliver der tegnet et langt mere beskidt billede af ægproducenten, der både leverer til detailhandlen og laver stalddørssalg.

'Landsby æg blev lukket med det samme, efter at Fødevarestyrelsens Rejsehold bl.a. fandt adskillige rottelorte på gulve og de borde, som æggene lå på, papbakker med bidemærker fra rotter og en død rotte under en palle med æggeemballage,' lyder det ordret i pressemeddelelsen, mens tilsynsførende hos Fødevarestyrelsens Rejsehold, Henrik Larsen, og så knytter en kommentar til lukningen:

- Hygiejnen hos ægpakkeriet var så ringe, at vi vurderer, at det potentielt kan være farligt for forbrugerne at spise æggene. Derfor vil vi opfordre forbrugere, som har æg stående i køleskabet, til at tjekke, om de stammer fra Landsby æg, siger han.

Har man æg fra 'Landsby Æg' stående i køleren, opfordres man til at smide dem ud eller levere dem tilbage til butikken, hvor de er købt