Facebook befinder sig i en kæmpemæssig krise. Det er kommet frem, at det private firma Cambridge Analytica, der er grundlagt af den tidligere kampagnechef for Donald Trump, Steve Bannon, har brugt data fra mere end 50 millioner Facebook-profiler.
Det, for at påvirke vælgerne til at stemme Trump ind i Det Hvide Hus under det amerikanske præsidentvalg i 2016. Metoden til at kortlægge de personlige vælger-profiler er udviklet af psykologen Michal Kosinski fra Cambrigde University.
Spørgsmålet er, hvor godt Facebook kender os. Rigtig, rigtig godt ifølge eksperter.
Lektor og forskningsleder på Aalborg Universitet David Budtz Pedersen mener, at Facebook har udviklet sig til et system, der 'virkelig er stukket af', og som hverken skaberen Mark Zuckerberg eller brugerne har været tilstrækkeligt forberedte på.
Lever af oplysninger
Pernille Tranberg, grundlægger af DataEtchics Consulting, håber, at flere mennesker bliver bedre til at være påpasselige på Facebook, fordi problemet med koncernens forretningsmodel er, at de kender brugerne så detaljeret, som de gør.
- Selve forretningsmodellen bag Facebook er baseret på at sælge adgang til brugeren. De kan få fat i mænd, der er over 45 år, der kan lide rødvin, kører campingvogn og har en hund.
- De bruger Bigdata til at analysere vores adfærd, så de kan finde ud af, om du er er indadvendt eller udadvendt. Om du er nem at stresse, eller om du ikke er. Om du er lidt mere højreorienteret end venstreorienteret, forklarer Pernille Tranberg.
Oplysningerne bliver sat sammen i systemer, hvor algoritmer er trænet til at kategorisere, hvad du 'liker', hvilke grupper du er medlem af, hvilke andre sider du besøger, og hvem din familie og venner er.
Professor i kommunikation og digitale transformationer på CBS Mikkel Flyverbom ærgrer sig over, at oplysninger om, hvor meget Facebook egentlig ved om os, først er ved at nå ud til folk nu. For forskere og eksperter kommer det her langt fra som en overraskelse, siger han.
- Os, der forsker i det her, vi har jo vidst det i snart fem-ti år, så jeg er optaget af at få det gjort tydeligt for folk, hvad det er, der foregår, siger han.
Ude af brugernes hænder
Det er systemerne, der kortlægger folks færden på Facebook, der er vokset ud af hænderne på folkene bag og på brugerne, mener David Budtz Pedersen.
- Hvis man kan komme helt ind under huden på folk ved hjælp af den her psykografiske profilering, som det hedder, så kan man komme meget langt ind i folks underbevidste beslutningscenter og påvirke ubevidst på måder, der er ekstremt værdifulde - især for politiske aktører.
- Ligeså meget som Facebook kan bruges til at finde gamle klassekammerater og organisere gadefest i baggården, kan det bruges af virksomheder som Cambridge Analytics, der har nogle helt andre motiver, siger David Budtz Pedersen.
Den data, der bliver taget fra Facebook-brugerne, er langt mere værdifuld end annoncerne, der laves ud fra den, siger han.
Han forklarer, at der er ingen tvivl om, at Facebook er blevet udnyttet af andre virksomheder, men understreger, at det ikke fratager koncernen et ansvar.
- De kunne have haft en meget strengere sikkerhedskontrol, og de kunne have stillet mange flere kritiske spørgsmål. Det har de ikke gjort. Ansvaret er deres, men de er helt klart blevet indhentet af nogle dubiøse virksomheder, siger forskningslederen.