'Gammel kærlighed ruster aldrig'. Det er et gammelt ordsprog, der i den grad beviser sin gyldighed, når man taler om det amerikanske par Joyce Kevorkian og Jim Bowman fra staten Indiana i USA.
De var nemlig kærester helt tilbage i 1953, mens de begge som 17-årige gik på sidste år på highshool. Livets uransagelige veje førte imidlertid dengang til, at deres veje skiltes, og at de hver for sig fandt nye partnere og dannede familier.
Men efter 64 års adskillelse mødte parret hinanden igen sidste år på et tidspunkt, hvor Joyce havde været enke i seks år. Den ensomme Joyce fik pludselig et brev fra sin ungdomskæreste Jim, og hun svarede straks, at det ville være en dejlig ting, hvis de kunne mødes igen. I december måned 2016 efter et hav af telefonsamtaler kastede Jim og Joyce sig ud i deres første date i 64 år, siden de som 17-årige gik fra hinanden. Den 81-årige Jim kørte fem timer i bil for at mødes med sin hjertenskær. Det skriver den britiske avis The Daily Mail.
Kærlighed ved andet blik
Det var kærlighed ved første blik eller måske mere præcist udtrykt andet blik. Og der gik ikke lang tid, før Jim var nede på knæ for at fri til Joyce, der straks svarede ja til Jim. Parret blev gift for ganske nylig den 1. april, hvor de med kærlighed i øjnene sammen skar det første stykke af byllupskagen.
Joyce fortæller selv om den utroligt romantiske historie:
- I vores alder er det ikke tit, at man får en sådan chance i sit liv. Det kan være meget ensomt at miste en person, som du elsker højt, og når man så finder hinanden igen er det meget specielt, fortæller Joyce, der allerede mødte Jim, da hun kun var 14 år gammel. Det unge par begyndte dog først at date sammen, da de fyldte 17 år.
(artiklen fortsætter under billedet)
- Jim og jeg elskede at danse sammen, og han inviterede mig også som ledsager til det afsluttende skolebal. Vi havde en vidunderlig tid sammen, da vi var helt unge, forklarer Joyce og tilføjer:
- Dengang skiltes vores veje lige pludselig. Men selv om der gik 64 år, før vi fandt sammen igen, føltes det som om, at vi ikke begyndte vores forhold helt på ny. Vi fortsatte bare af det spor, hvor vi havde sluppet hinanden. Vi blev selvfølgelig meget forelskede i hinanden med det samme, og det var, som om at vi aldrig nogensinde havde været adskilt fra hinanden, forklarer Joyce.
På bryllupsrejse
Jim og Joyce' bryllup den 1. april blev afholdt i selskabslokale, hvor Joyce nu bor. Det var et lille intimt bryllup med den nærmeste familie og nogle få venner til stede. Parret tog efterfølgende på den fem dages bryllupsrejse til Brown County State Park, hvor de boede i en lille hytte. Og Jim og Joyce er selvfølgelig flyttet sammen nu.
- Vi nyder hvert eneste minut, vi er sammen. Vi smiler begge igen og elsker at tale sammen omkring vores fremtid, fortæller den 81-årige Joyce.