Så kom sneen: Pas på glatte veje

DMI og politi oplyser, at der er risiko for glatte veje

Store dele af landet har i de tidlige morgentimer fået sne, men de ferie-ramte skolebørn skal ikke glæde sig alt for tidlig.

Der er nemlig kun faldet 1-3 centimeter sne, og det får næppe lov til at ligge længe, oplyser DMI til Ekstra Bladet.

- Det er et ret tyndt lag, og vi kommer op over et par graders varme i dag, så der er nok ikke det store håb om at komme ud og kælke, siger vagthavende meteorolog Trine Pedersen.

Hun oplyser, at hovedparten af snefaldet har ramt Køge-området og Storkøbenhavn. Klokken 4.20 drysser sneen stadig ned over hovedstaden, fortæller hun.

- Det sner stadig her i København, men det er nok ved at være noget af det sidste.

Politiet: Risiko for glatte veje
Desuden er der faldet mindre mængder sne på Lolland-Falster og på Djursland i Østjylland samt visse steder i Nordjylland.

Til gengæld slipper indbyggerne i Syd- og Midtjylland samt på Fyn for snevejret i denne omgang.

Flere politikredse i Københavns-området og i Nordjylland oplyser, at der er risiko for glatte veje og at folk skal køre forsigtigt.

Trine Pedersen opfordrer også bilisterne til at tage det med ro, når de begiver sig ud i trafikken her til morgen.

- Temperaturen på de fleste veje er lige under frysepunktet. Folk skal tænke sig om, inden de farer ud i sidste øjeblik, siger hun til Ekstra Bladet.

Hun oplyser at resten af dagen byder på skyet og tørt vejr med mulighed for enkelte solstrejf.

8 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere