Så mange asylansøgere rejste hjem fra Danmark sidste år

FN's danske kontor for migration har hjulpet rekordmange frafaldne asylansøgere med hjemrejsen i 2016

Syge familiemedlemmer, falske forventninger og lang ventetid i asylcentre.

Det er tilsyneladende nogle af de årsager, der har fået rekordmange asylansøgere til at forlade Danmark og i stedet vende næsen mod hjemlandet igen.

Ifølge tal fra Den Internationale Organisation for Migrations (IOM) danske kontor rejste 532 asylansøgere hjem sidste år. Det er en fordobling i forhold til i 2015, skriver DR Nyheder.

Størstedelen af dem sætter kurs mod hjemlandet, inden deres asylsag er behandlet færdig. Det gælder for tre ud af fire af de hjemrejste.

IOM's kontor i Danmark kan tilbyde at betale flybilletter og ordne de praktiske detaljer for asylansøgere, der enten frafalder deres asylansøgning eller er blevet afvist asyl i Danmark og ønsker at komme hjem.

Her har man aldrig før hjulpet så mange frafaldne asylansøgere med returbilletten.

- Vi hører ofte forklaringer om, at et familiemedlem i hjemlandet er blevet syg, et barn er blevet indlagt på hospitalet, eller der er en slægtning, som ligger for døden, siger Jacob Jørgensen, program- og forbindelsesofficer ved IOM i København, til DR.

Dansk Flygtningehjælp, som tilbyder rådgivning til mange af de asylansøgere, der overvejer at vende hjem, genkender billedet af et stigende antal hjemrejser.

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere