Knap seks millioner kroner.
Så meget har advokat, youtuberen og islamkritikeren Rasmus Paludan kostet samfundet alene i 2019.
Det viser et svar fra Justitsministeriet til Folketingets Retsudvalg.
Pengene er blandt andet gået til foranstaltninger ved demonstrationer - i alt 17 frem til 7. april.
Her måtte Midt- og Vestjyllands Politi senest sætte store styrker ind for at forhindre uroligheder, da Paludan demonstrerede i Skive.
Læs også: Partileder dømt
Det skriver TV2.
Politiker: Intet med demonstrationer at gøre
Spørgsmålet til Folketingets Retsudvalg er formuleret af SF's retsordfører, Karsten Hønge, der mener, at det er nødvendigt at diskutere det økonomiske omfang af Paludans 'happenings'.
- Hvis vi tager sidste år med, har det kostet omkring 25 millioner, siger han til TV2.
I 2018 stod Rasmus Paludan bag 53 demonstrationer.
- Det her har jo ikke noget med demonstrationer at gøre. Det er happenings og videoer, hvor politiet er statister og skatteborgerne betaler forestillingen, siger retsordføreren.
Uenig
Retsordfører for Konservative, Naser Khader, mener imidlertid, at det er Paludans ret at afholde demonstrationer.
- Ytringsfrihed koster. Vi må ikke sætte pris på ytringshed. Ytringsfrihed er noget af det vigtigste ved et demokrati. Uanset, hvad vi mener om ytringen. Og det kan vi ikke lave om på. Hvis der skal laves om på det, skal der laves om på Grundloven, siger han til TV2.
I forrige uge blev Paludan idømt 14 dages betinget fængsel for overtrædelse af straffelovens racismeparagraf.
Han valgte at anke dommen på stedet, hvorfor sagen skal køre i Østre Landsret.