Så mange penge tjener Facebook på dig i år

Som små flittige myrer 'arbejder' Facebooks millioner af brugere for selskabet og genererer en enorm indkomst

Facebook-grundlægger Mark Zuckergerg har god grund til at smile over de penge, brugerne af det populære medie genererer hvert eneste år. (Arkivfoto: AP)
Facebook-grundlægger Mark Zuckergerg har god grund til at smile over de penge, brugerne af det populære medie genererer hvert eneste år. (Arkivfoto: AP)

Føler du at det er hårdt arbejde at følge med i nyhedsstrømmen på Facebook og svare på alle mulige invitationer til alverdens apps og begivenheder? I så fald kunne du måske også argumentere for at kræve løn for det hårde arbejde.

Facebook tjener nemlig styrtende med penge på de mange aktive brugere, og en gennemgang foretaget af The Guardian viser, at Facebook i år tjener endnu mere end tidligere.

Således tjener det sociale medie i år omkring 85 kroner på en gennemsnitlig bruger, hvilket er en pæn stigning i forhold til sidste år, hvor en gennemsnitlig bruger indbragte Facebook godt 67 kroner.

Men det stopper langt fra der. Således forventes det tal at stige til omkring 117 kroner pr. bruger i 2017.

Ifølge Facebook selv er der i øjeblikket over én milliard tilmeldte brugere, så det er langt fra småpenge, der ruller ind på bankkontoen hos det gigantiske sociale medie.

Amerikansk guldmarked
De mange penge, som Facebook tjener på brugerne, kommer fra de mange annoncer, der præger det sociale medie blandt opslagene fra venner og idoler. Brugernes interaktion med annoncerne sikrer penge i lommen på Zuckerberg og co., der må siges at have fået en solid forretning ud af det populære sociale medie.

Indtjeningen på en gennemsnitlig bruger er dog ingenting i forhold til, hvad en typisk amerikansk bruger genererer af annonceindtægter. En gennemsnitlig amerikansk bruger af det sociale medie genererer nemlig intet mindre end 325 kroner i år.

Hvis du i stedet for Facebook sværger til det andet sociale medie Twitter, er det langt fra nogen gratis omgang. Her genererer en gennemsnitlig bruger dog 'blot' på den pæne side af 50 kroner i år, mod godt 35 kroner sidste år.

Annoncører flygter til sociale medier
Årsagen til eksplosionen af indtjening hos de sociale medier skal ifølge The Guardian findes blandt flere ting. Dels er de sociale medier blevet bedre til at placere reklamer på deres sites, og dels lukrerer de blandt andet på det dalende avissalg og den stigende udbredelse af adblockers på både desktop og mobile enheder. Det betyder, at annoncørerne kryber over til de sociale medier, hvor annoncerne i højere grad er skjult som egentlige opslag og derfor ikke bliver opsnappet af adblockers.

Ofte er der på Facebook blevet spredt rygter om, at det sociale medie vil opkræve brugerbetaling, men det vil næppe komme til at ske. Tværtimod er det måske brugerne, der burde opkræve betaling - om end det næppe heller kommer til at ske.

26 kommentarer
Vis kommentarer