Så meget tid bruger kontoransatte på toilettet

Ifølge en ny undersøgelse tilbringer kontoransatte i gennemsnit 13,5 minutter på toilettet, når de er på arbejde

Din smartphone er den helt store tidsrøver, når du er på toilettet. Sådan lyder det i en undersøgelse fra hygiejnevirksomheden Initial. Foto: Shutterstock
Din smartphone er den helt store tidsrøver, når du er på toilettet. Sådan lyder det i en undersøgelse fra hygiejnevirksomheden Initial. Foto: Shutterstock

Når opgaverne hober sig op, eller kollegaerne endnu en gang har brug for din hjælp, så kan en tur på toilettet være det eneste sted, hvor du kan få en lille pause fra en hektisk hverdag.

Hygiejne-virksomheden Initial har undersøgt toiletvanerne blandt 2.000 kontoransatte i Storbritannien. Undersøgelsen viser, at de ansatte i gennemsnit tilbringer 13,5 minutter om dagen på det lille hus.

Helt konkret er det gennemsnitlige visit på toilettet 13 minutter og 31 sekunder. Det bliver til 53 timer om året, hvor virksomhedens toiletter bliver brugt til noget andet end den umiddelbare hensigt.

Især én tidsrøver er årsag til de lange besøg, og det ikke dårlig mave.

I undersøgelsen svarede 4 ud af 10 nemlig, at de bruger deres smartphone, imens de træder af på naturens vegne.

Skidt for hygiejnen
Måske du selv har oplevet, at tiden løb fra dig, når du har siddet på toilettet med din smartphone i hånden, men det er ikke godt for hygiejnen, at du sidder længere tid på potten end højest nødvendigt, mener hygiejneekspert.

- Toiletterne på en arbejdsplads er designet til et specifikt formål. Når mange begynder at optage toiletterne til andre gøremål, bliver det vanskeligere at sikre den løbende rengøring og i det hele taget at opretholde hygiejnen, siger biolog Maria Brix Balle fra Initial.

Initial noterer i sin konklusion, at der naturligvis er mange, som bruger færre minutter på toilettet, imens andre trækker tallet op. Men 36 procent af de adspurgte oplyser, at de sidder på toilettet i mere end 16 minutter i løbet af en almindelig dag på kontoret.

- Et toilet er bare ikke et sted, man bør opholde sig mere end højst nødvendigt. Det er trods alt på toiletter og badeværelser, at vi kommer i berøring med rigtig mange af hinandens bakterier, fortæller Maria Brix Balle.

39 procent af de adspurgte synes ellers, at det lille hus er et rart sted at at få fred og ro, men Maria Brix Balle mener, at tendensen til at benytte toilettet som et pauserum er et problem, fordi det kan være et tegn på, at medarbejderne er spændt for hårdt for, eller har for lidt plads at boltre sig på i deres pauser.

Se også: Test dig selv: Har du sund afføring?

Se også: Choktal: Så mange onanerer på jobbet

Se også: Vi er online på tønden

97 kommentarer
Vis kommentarer