Så til kaj: Russisk parallel-parkering i dansk havn

SEJLSKIBS-PARADE I ESBJERG: Smukke sejlskibe fra hele verden kan ses i Esbjerg i de kommende dage

Det tog godt en time at få trukket og skubbet det russiske skoleskib Sedov ind på plads mellem de andre skibe på havnen i Esbjerg. Foto: Anita Graversen
Det tog godt en time at få trukket og skubbet det russiske skoleskib Sedov ind på plads mellem de andre skibe på havnen i Esbjerg. Foto: Anita Graversen

Det blev til noget af en parallel-parkering, da det stolte, russiske sejlskib Sedov tirsdag sideværts lagde til kaj i trafikhavnen i Esbjerg.

To slæbebåde både hev og skubbede en times tid i verdens største sejlskib, før det omsider faldt til ro ved kajkanten og blev beundret af de mange gæster.

Nej, vi har ikke Putin med, grinede den unge officer ved ankomsten til trafikhavnen i Esbjerg. Foto: Anita Graversen
Nej, vi har ikke Putin med, grinede den unge officer ved ankomsten til trafikhavnen i Esbjerg. Foto: Anita Graversen
 

Gaster og officerer var ved ankomsten onsdag kommanderet på dækket af det 123 meter lange sejlskib med de fire 58 meter høje master.

Her stod mandskabet og vinkede i takt med deres kasketter, mens publikum høfligt hilste tilbage.

- Har I Putin med, ville vi gerne vide.

- Nej, råbte en ung officer tilbage, mens han grinede og lystigt svingede med det russiske flag.

Over 60 sejlskibe
Det russiske skoleskib er blot et af de godt 60 sejlskibe - i alle kalibre og fra alverdens nationer - som i disse dage deltager i Tall Ships Races.

Sedov er verdens største sejlskib. 123 meter langt er skoleskibet. Foto: Anita Graversen
Sedov er verdens største sejlskib. 123 meter langt er skoleskibet. Foto: Anita Graversen
 

Ikke langt fra Sedov ligger et andet russisk skib.

Det er det 108 meter lange sejlskib Mir, der har en besætning på ikke færre end 199 mand.

Danmark er smukt repræsenteret med blandt andet skoleskibet Georg Stage, som dog ikke deltager i selve kapsejlladsen. Mens de store helt sejlskibe ligger til parade i trafikhavnen, så har de mindre skibe søgt læ i dokhavnen.

Esbjerg Kommune forventer, at mindst en halv million gæster vil besøge det storstilede arrangement på kajerne i den engang så mægtige fiskeriby.

Arrangementet varer fra 18. til 21. juli.

                                                                                                                    --00--

 

TRE UNGE EFTER TUR OVER NORDSØEN: DET HAR VÆRET HELT FANTASTISK

- Det har været helt fantastisk. Det har været en oplevelse for livet.

Sophia Brink Nielsen fra Esbjerg, Simon Pedersen fra Ribe og Cecilie Nielsen fra Odense er tre af de unge, som har fået lov til at sejle med på den første etape af kapsejladsen Tall Ships Races 2018.

Lørdag gik de tre unge om bord i det britiske skib Maybe, som lå for kaj i Sunderland i England.

15-årige Simon Pedersen, 23-årige Sophia Brink Nielsen og 19-årige Cecilie Nielsen tog turen over Nordsøen for fulde sejl. Det er blevet en oplevelse for livet, siger de unge. Foto: Anita Graversen
15-årige Simon Pedersen, 23-årige Sophia Brink Nielsen og 19-årige Cecilie Nielsen tog turen over Nordsøen for fulde sejl. Det er blevet en oplevelse for livet, siger de unge. Foto: Anita Graversen
 

Herefter stod den på hårdt arbejde, masser af sjov og venskaber for livet, mens sejlskibet forcerede Nordsøen.

Maybe ligger for øjeblikket på 8. pladsen i konkurrencen.

Da det 26 meter lange sejlskib lagde til kaj i Esbjerg onsdag morgen, var de unge overhovedet ikke parate til at afmønstre, selv om de var både beskidte og godt brugte.

- Det har været en gammel drøm for mig at sejle med et gammelt sejlskib. Der er jo noget romantisk over det. Og så er det skønt, at det hele ikke skal gå så mega-hurtigt, smiler 19-årige Cecilie fra Odense.

De tre unge er enige om, at stilheden om bord - ikke mindst om natten - var noget helt enestående.

Danskerne blev rystet godt og grundigt sammen med de andre unge om bord på Maybe. Foto: Anita Graversen
Danskerne blev rystet godt og grundigt sammen med de andre unge om bord på Maybe. Foto: Anita Graversen
 

- Vi har jo sejlet nat og dag og deltaget i vagtskiftene. Vi har haft vagt i tre timer og så haft seks timer fri. Det har været så smukt at være på dækket tidligt om morgenen og se solopgangene på havet, beretter de tre.

Der er fire professionelle søfolk om bord på Maybe og 14 såkaldte trainees, som får lov til at prøve kræfter med alle jobs om bord på skibet.

- Vi har været med til at styre skibet, gøre rent og sætte sejl. Noget af det bedste har dog været at ligge fastspændt helt ude ved masten og mærke både havet og himlen. Den følelse kan slet ikke beskrives, fortæller 23-årige Sophia fra Esbjerg.

De andre om bord har alle været englændere.

Cecilie og Sophia sov sammen med tre andre piger i dette lille værelse. Foto: Anita Graversen
Cecilie og Sophia sov sammen med tre andre piger i dette lille værelse. Foto: Anita Graversen
 

- Vi har været som en stor familie fra det øjeblik, vi gik om bord. Vi er kommet rigtig tæt på hinanden. Men det har da været noget besværligt at skulle sove så tæt sammen, når man skulle op og på toilettet. Vi har været fem  piger på et meget lille værelse. Heldigvis har der ikke været så megen søgang.

15-årige Simon: - Jeg var også søsyg, men jeg har ikke kastet op. Jeg kender dog til tre om bord, som lige måtte af med noget. Det var kvælende varmt i vores værelse om natten. For der var ikke noget vindue man kunne åbne.

De tre danskere er blevet enige om, at de om fem år vil forsøge at komme med Maybe på en ny tur sammen.

- Vi har fået venskaber for livet. Det her har været den vildeste oplevelse overhovedet, fastslår de unge.

 

                                                                                                             --00--

OM TALL SHIPS RACES

Tall Ships Races er en selvstændig organisation. I år går konkurrencen fra Sunderland i England til Esbjerg. Herefter er der hygge-sejlads fra Esbjerg til Norge. Og så går det ellers atter løs fra Stavanger til Harlingen i Holland, hvor vinderne kåres.

Tall Ships Races er en såkaldt velgørende organisation. Et af formålene med sejladserne er at lære unge mennesker at sejle de stolte, gamle sejlskibe. Organisationen bag Tall Ships Races planlægger også seminarer og konferencer, lige som organisationen arrangere regattaer og sejlladser.

Over 60 smukke sejlskibe fra hele verden kan ses i Esbjerg frem til på lørdag. Foto: Anita Graversen
Over 60 smukke sejlskibe fra hele verden kan ses i Esbjerg frem til på lørdag. Foto: Anita Graversen
 

 

34 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jesper Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen