Så ydmygt boede Günter Grass i Danmark

Ved Ulfshale holdt nobelprismodtageren Günter Grass de fleste af sine sommerferier. Nu er han død, 87 år gammel

Günter Grass havde et særligt bånd til Danmark og ferieøen Møn, hvor han samlede kræfter og holdt mange af sine sommerferier. (Foto: Clemens Bilan)
Günter Grass havde et særligt bånd til Danmark og ferieøen Møn, hvor han samlede kræfter og holdt mange af sine sommerferier. (Foto: Clemens Bilan)

Den kontroversielle nobelprismodtager Günter Grass døde mandag morgen, 87 år gammel. Han åndede ud i sin hjemby Lübeck.

Men forfatteren havde også stærke bånd til Danmark, hvor han gennem en menneskealder har samlet kræfter på sommerferier ved Ulvshale på Møn. Her lejede han sig ind i et gammelt bondehus på stedet og var dejlig fri for offentlig bevågenhed.

Det betød blandt andet, at han handlede ind på steder, hvor han vidste, at der ikke kom så mange mennesker.

Som i købmandsbutikken 'Sommerbutikken' på Camping Ulvshale Strand tæt på det gamle bondehus.

- Vi vidste, hvem han var. Og han kom og handlede i de seks år, som jeg har været her, siger indehaver Vivi Højklint.

I dette beskedne hus ved Ulfshale på Møn holdt den tyske forfatter Günter Grass ofte ferie. (Foto: Per Rasmussen)
I dette beskedne hus ved Ulfshale på Møn holdt den tyske forfatter Günter Grass ofte ferie. (Foto: Per Rasmussen)
 

En af de få danske journalister, som rent faktisk har fået lov til at interviewe Günter Grass, mens han var på ferie i Danmark, er Jens Martin Roelsgaard, Stege, som siden 1999 arbejdede i en periode på Møns Tidendes Stege-redaktion.

- Vi ønskede jo at markedsføre Møn som stedet. Min redaktør og jeg snakkede om, at vi ville prøve at lave et interview med ham, når nu vi alligevel havde fået melding om, at han var til stede. Så jeg tog derud, siger Jens Martin Roelsgaard.

- Mit tysk var under al kritik, men vi forstod hinanden alligevel, fortsætter Jens Martin Roelsgaard.

Havde hemmelighed om svampe

Under interviewet opdagede Roelsgaard mennesket Grass, som viste sig at være glad for svampe. Han kunne godt lide at komme til Møn, når svampesæsonen var på sit højeste, og favoritten var Karl Johan og kantareller.

- Han fortalte os, at han vidste et rigtig godt sted, men han ville sgu ikke ud med præcis hvor, siger redaktør Svend Klarskov.

Det stemmer meget godt overens med Vivi Højklints opfattelse.

- Han passede sig selv og nød naturen, siger hun.

Kun få gange har han markeret sig i offentligheden under sine ferier i Danmark. Eksempelvis i 2000, hvor han var med til at grundlægge sommerbegivenheden "Verdenslitteratur på Møn" på Teaterhøjskolen Rødkilde.

Her læste Grass blandt andet højt fra noget af sin litteratur og kunne der blandt andet vise lokalbefolkningen, at han udmærket forstod dansk.

Noget, der var selvlært, og som sandsynligvis skyldtes, at han ville holde sig orienteret, mens han var på ferie.

- Han købte sine aviser. Og de var danske. Vi har ingen tyske aviser, siger Vivi Højklint, som også fortæller, at Günter Grass altid kom alene og handlede.

Igen i 2007 valgte Grass at blande sig offentligt, da Stege Bio viste filmatiseringen af Bliktrommen - den mest kendte roman, som Günter Grass har skrevet. Han fortalte om filmens tilblivelse, som han var en meget aktiv del af.

- Jeg forsøgte at lave et interview med ham, men fordi jeg havde omtalt hans fortid i SS, så nægtede han at tale med mig. Det var ærgerligt, for Grass var en kæmpe VIP på Møn, forklarer Svend Klarskov.

Omtalte Møn i erindringer

I sin erindringsroman "Die Box" fortalte Grass om sine mange ferieoplevelser på Møn, og han gengav en morsom anekdote, som på sin egen måde viste hans interesse for dansk historie, og hvorfor han holdt af Danmark og danskerne.

Det var fra tiden omkring Københavns belejring, hvor et britisk krigsskib også beskød hovedbyen på Møn, Stege, som med blot en enkelt kanon resolut blev forsvaret af lokalbefolkningen i ugevis, indtil fjenden forsvandt.

Imidlertid opstod der det problem, skrev Grass, at mønboernes anfører skulle holde bryllupsfest for sin datter. Med et hvidt flag i stævnen roede de derfor ud til den britiske korvet og fortalte, at de den kommende søndag ikke ville være i stand til at besvare kanonilden.

Efter en enkelt dags aftalt våbenhvile fortsatte den gensidige beskydning.

Grass var en af de mest betydningsfulde forfattere i moderne tysk historie.

Han skrev sin første roman, den internationalt anerkendte 'Bliktrommen', i 1959.

- 'Bliktrommens' publicering markerede den tyske romans genfødsel i det 20. århundrede, lød det 40 år senere fra Nobelkomiteen, da de tildelte Grass litteraturprisen i 1999.

Kontroversiel digtsamling

Grass overlevede som 17-årig krigens rædsler med ar på krop og sjæl og blev senere den tyske venstrefløjs moralske samvittighed i sit virke som digter, grafiker og billedkunstner.

Som 85-årig udgav han digtsamlingen 'Døgnfluer', der indeholder et hyldestdigt til den israelske atomtekniker Mordechai Vanunu, som blev idømt 18 års fængsel for at have afsløret Israels atomprogram.

Digtet udløste voldsom debat, og Grass fik indrejseforbud af den israelske regering.

- Grass har altid haft det svært med sit land. Men netop derfor er han en patriot, som har ændret opfattelsen af Tyskland ude i verden, sagde den daværende tyske forbundspræsident Horst Köhler i sin hyldesttale på Grass' 80-års fødselsdag.

1 af 2 Nobelpris-modtager Günter Grass nød at få lov til at være i fred, og han holdt derfor ofte ferie i dette ydmyge bondehus på Møn. (Foto: Per Rasmussen)
2 af 2 Günter Grass havde et særligt bånd til Danmark og ferieøen Møn, hvor han samlede kræfter og holdt mange af sine sommerferier. (Foto: Clemens Bilan)
14 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere