'Du danske sommer, jeg elsker dig' kan meget vel blive kendingsmelodien for sommeren 2020.
Mandag var første dag i sommeren på kalenderen og i Nordjylland fulgte solen trop og sikrede årets første sommerdag med temperaturer over 25 grader.
Og den start på sommersæsonen faldt i god jord i Blokhus, hvor folk fra nær og fjern strømmede til stranden.
Ekstra Bladet fulgte den kilometerlange bilkø gennem den nordjyske ferieby helt til vandkanten, hvor flere hundrede biler holdt parkeret, mens børn og voksne i alle aldre nød det gode vejr.
Med politikernes beslutning om, at vi ikke skal længere sydpå end til Harzen i år, er der måske udsigt til en sommer som i de gode gamle dage, hvor turen går til Danmark.
15. juni åbner grænserne til Island, Norge og Tyskland, mens resten af verden formentlig er lukket land helt frem til 31. august.
Det faktum fik dog ikke sommerhumøret til at dale hos de fleste af dem, Ekstra Bladet mødte på årets første sommerdag, for sommer i Danmark er måske ikke så ringe endda.
Margit Hjølund, 74, og Karsten Hjølund, 75
- Vi skulle have været på Kreta om en uge, men vi er så glade for det her. Den rejse har vi droppet fuldstændigt, for vi ved jo ikke, hvornår det overhovedet kan lade sig gøre igen.
- Alligevel tror vi egentlig ikke, at vores sommer bliver så meget anderledes i år. Kreta er jo kun en uge.
- Vi vil nyde det herhjemme. Vi er så heldige, at vores datter har et sommerhus i Thy, som vi kan besøge, og så drømmer vi bare om, at være sammen med børn, børnebørn og gode venner - og at det gode vejr fortsætter.
Betina Klysner, 52, og Frida Klysner, 23
- Vi plejer slet ikke at tage på ferie om sommeren. Det er spild af penge at rejse, når vejret er godt herhjemme, så vi tager alligevel kun afsted om vinteren alligevel.
- Jeg skulle have været på et par festivaler i Tyskland, og de er jo aflyst, men ellers kommer min sommer til at være, som den plejer. Og det er jo dejligt at holde sommer i Danmark, lyder det fra Frida, da hun lige har været en tur i Vesterhavet med sin mor, Betina.
Finn Madsen, 73, og Lilian Madsen, 72
- Sommeren bliver meget anderledes, det gør den da. Vi har nogle venner, vi har været på ferie med i 49 år - bl.a. på Gran Canaria. I år skulle vi have været i New York og Washington, men vi havde heldigvis ikke nået at bestille rejsen, da coronaen kom.
- Men vi tænker mest på vores guldbryllup 4. juli. Vi skulle egentlig have holdt fest for 115 gæster, men det får vi nok ikke lov til.
- Til gengæld er der helt fantastisk her. Det er femte år, vi har badehuset. Vi havde egentlig helt glemt, at vi var skrevet op til et. Vi stod på ventelisten i 35 år.
Louise Dyg, 36, Danni Andersen, 36, og Vanessa på fire år
- De sidste år har vi nydt det herhjemme, hvor vi mest tager til stranden. Vanessa er stadig så lille, så vi tager alligevel først ud og rejser, når hun er lidt større.
- Jeg er en stor pige nu, retter fireårige Vanessa straks sin mor, før den fireårige vender tilbage til det hul i sandet, hun er ved at grave.
- I bilen på vej herop snakkede vi om, hvor smuk en natur vi egentlig har, og det er der vist mange flere, der har fået øjnene op for nu, fortæller parret.
Helena Lindgaard Nielsen, 21, Mathilde Lendal Andersen, 20, Olivia Munk Nielsen, 19, og Frederikke Wittrup Mortensen, 21
- Vi skulle egentlig have været i Spanien sammen i uge 29, men nu tager vi til Skagen i stedet.
- Så står den på god vin og skaldyr, lyder det fra de fire veninder.
Mark Høgdahl, 47, Nokky Høgdahl, 39, Anne Møller, 14, og Stephanie på fire år
- Vi skulle have været i Italien med et vennepar, der har en datter på alder med Anne, så det er rigtigt ærgerligt, at vi ikke kommer det. Nu overvejer vi en tur til Tyskland.
- Der er jo også mange steder her i Nordjylland, vi godt kan lide. Løkken og Blokhus og Skagen - og i Fårup Sommerland og prøve de forlystelser, der nu må være åbne. Det skal nok blive godt nok alligevel.
Paw Tolstrup, 44
- Der er ikke noget, der er ændret ved min ferie i år. Vi skal i sommerhus et sted i landet, men har ikke fundet noget endnu. Jeg er ikke den mest rejsende type, for der er jo masser at se i Danmark.
Jeg er heller ikke så pjattet med, når det er alt for varmt. I dag er min grænse faktisk ved at være nået, griner Paw.