Sådan genåbner Norge

Norges statsminister, Erna Solberg, har tirsdag fremlagt planen for genåbningen af landet

Erna Solberg har fremlagt planen for genåbningen af Norge. Foto: Håkon Mosvold Larsen/Ritzau Scanpix
Erna Solberg har fremlagt planen for genåbningen af Norge. Foto: Håkon Mosvold Larsen/Ritzau Scanpix

Ligesom i Danmark bliver det de yngste, som er de første til at vende tilbage til det nogenlunde normale.

Det fremgår af et pressemøde tirsdag, hvor Norges statsminister, Erna Solberg, har fremlagt planen for landets genåbning. 20. april åbner børnehaver, mens 1.-4. klassetrin åbner 27. april, skriver VG.

- Vores ambition er, at alle elever på en eller anden måde skal tilbage i skole inden sommer, siger hun på pressemødet.

Den kommende genåbning kommer dog med en betingelse.

- Hvis det lykkes for os at kontrollere smitten, kan vi åbne igen. Men hvis det mislykkes, må vi stramme ind igen, siger Erna Solberg.

Ifølge mediet VG kommer også VG2 og VG3, som er Norges sidste klassetrin på ungdomsuddannelserne, til at starte i skole igen 27. april. Det vil også være dagen, hvor nogle ansatte og studerende kan vende tilbage på universiteter, højskoler og fagskoler. Statsministeren understreger, at åbningen af skoler ikke signalerer en normal hverdag.

- Det er ikke sikkert, at det bliver som før 12. marts. For mange kan det blive i mindre grupper, og det er ikke sikkert, at alle får fulde dage eller uger, lyder det på pressemødet.

Ikke halvvejs
Mange vil fortsat skulle arbejde hjemmefra, lyder meldingen desuden.

- Vi er ikke halvvejs gennem spillet, hvis vi skal sammenligne os med en fodboldkamp. Men med godt holdarbejde har Norge klaret at få kontrol med denne virus. Opgaven er nu at holde fast på denne kontrol, siger Solberg.

Modsat Danmark kan Norges frisører dog åbne igen allerede i løbet af april. Det samme gælder andre virksomheder, som er lukket ned på grund af smittefare.

Men det forbud, der har været indført mod at tage på hytteture i de norske fjelde, bliver ophævet igen fra 20. april, meddeler sundhedsminister Bent Høie ifølge nyhedsbureauet Reuters.

29 kommentarer
Vis kommentarer