Sådan håndterer du corona-angst

Psykolog med speciale i angstlidelser giver råd til, hvordan man kan komme sin angst og bekymring for coronavirus til livs

Den usynlige trussel coronavirus fylder i disse dage meget i danskernes hverdag. Universiteter lukker ned, folk bliver fyret fra deres arbejdspladser, man bliver konstant mindet om, at dødstallet stiger i verden omkring os på grund af coronavirussen, og hver dag er der flere danskere, der bærer smitten.

Trine Lind, der er psykolog med speciale i angstlidelser, giver her råd til, hvordan man kan blive bedre til at håndtere sine bekymringer vedrørende coronavirus, så man ikke lader sig fuldstændig opsluge af angst og frygt for, hvad der kan komme til at ske.

- Det er meget menneskeligt, at coronavirussen vækker bekymring og angst hos mange af os. Det er en ukendt og uforudsigelig trussel.

- Vi ved ikke helt, hvor farligt det er, og hvor længe det kommer til at vare, forklarer hun til Ekstra Bladet.

- Når vi oplever noget, der er uforudsigeligt og truende, er det meget mennesketypisk, at vi udvikler strategier for, hvordan vi kan opnå noget kontrol og sikkerhed. En strategi kan være at bekymre sig en masse. En anden strategi kan være at hamstre i supermarkedet eller at søge en masse information om emnet. Disse strategier har til formål at give en form for kontrol, ro og tryghed. Det hjælper måske også kortsigtet. Men dem, der gør det i en overdreven grad, er i risiko for at udvikle angst på den lange bane.

Udskyd angsttankerne
Ifølge Trine Lind handler det om at finde en mellemvej i det, hvor man tager situationen alvorligt, uden at man bekymrer sig eller ender i de strategier, hvor man konstant søger information omkring emnet eller fx hamstrer i supermarkederne.

- Mit råd er at man sætter bekymringstid af til at tænke over det her. Man kan fx sætte tyve minutter af om eftermiddagen og aftale med sig selv, at her må jeg bekymre mig og opsøge viden.

- Det betyder, at når de her triggertanker eller angsttanker ringer en op på andre tidspunkter, så er opgaven egentlig at prøve at udskyde at beskæftige sig med dem.

- Man kan ikke styre, hvilke tanker der ringer en op, men man kan være medbestemmende i hvilke tanker, der skal have opmærksomhed.

Det er især den konstant informationssøgende adfærd, der ifølge Trine lund kan være med til at fodre folks bekymringer.

- Det taler til folks angst, når de konstant søger op på, hvor mange der nu er ramt og omkommet. Folk skal også være kritiske for de nogen gange voldsomme overskrifter i stedet for bare at bide på.

35 kommentarer
Vis kommentarer