Sådan holder du din familie ud i julen

Der er flere måder, hvorpå du kan undgå at blive træt af din familie i juletiden

Komiker Torben Chris råder til, at man smider tøjet, hvis der kommer dårlig stemning - for man kan jo ikke slå på en nøgen mand, mener han. Generelt er Torben Chris ikke bleg for at smide kludenene - her på Samsø Festival. Privatvideo.

Julen er hjerternes fest, hvor man er samlet med dem, man holder mest af. For nogle kan det dog være svært at være sammen med ens tætteste i så mange dage i træk uden at blive irriteret på familien undervejs.

Der er dog flere måder, hvorpå du kan håndtere din fulde onkel eller irriterende fætter, når du eksempelvis er til julefrokost med familien.

Ekstra Bladet har hevet fat i Nadia Holmgren, der er familierådgiver og specialist i familiepsykologi. Hun giver gode råd til, hvordan man kan tackle eventuelle problemer i familien henover julen.

- Man kan øve sig i at spotte hinandens styrker, og man kan øve sig i at italesætte dem. Det betyder, at man tager et par briller på, hvor man med vilje prøver at lede efter, hvad der er godt og særlig unikt ved den anden person, siger Nadia Holmgren.

- Det kan godt være, at faster Oda hele tiden kommer brasende ind og vil gerne sætte dagsordenen ved at give alle børnene gaverne med det samme eller lignende. Men man skal også prøve at kigge på, hvad moster Oda bringer med af energi, gejst og gavmildhed med glæde. Man skal prøve at værdsætte det også, så man også ser på, at hun kun vil det godt, selvom hun kan være grænseoverskridende, uddyber hun.

Giv gaverne tidligt
Somme tider kan det være svært at tilfredsstille de utålmodige børn, der er spændte på at åbne alle julegaverne. Men der er også råd at hente, hvis du indimellem går og bliver en smule irriteret på børnene på juleaftensdag.

- Det kan være en god idé at give en af julegaverne om morgenen, så børnene har noget at lege med i løbet af dagen og være optagede af. Så kunne man også sætte tid af til, at en af de voksne laver noget med børnene i løbet af dagen.

Vær på forkant
Det er ligeledes en god idé at være forberedt på besøget fra onklen, der drikker meget til julefrokosten, og som gerne vil have tingene præcis efter sit hoved.

- Man kan måske aftale indbyrdes i familien, hvem der er bedst til at håndtere ham. Man kunne også sige til ham inden, at man elsker ham, men samtidig sige til ham, at man er nervøs for, at han får for meget indenbords, og at det bliver ubehageligt for de andre. Man kunne jo give ham en kop kaffe som et tegn på, at nu er det blevet for meget.

- Man kan også være forberedt inden ved at snakke med de andre om tingene. Man kunne jo tale med mormor og sige til hende, at man godt kunne tænke sig at få kalkun i år. Så skal man også huske at fortælle mormor, at der ikke er blevet rokket ved traditionerne. Det betyder nemlig ikke, at der er lavet om på alt, og flæskestegen er stadigvæk, som den skal være, lyder det fra Nadia Holmgren.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Foto: Jonas Olufson
Foto: Jonas Olufson

Smid tøjet
Julen er på mange måder også en sjov højtid, hvor der bliver grint over snaps og julebryg. Der er ligeledes mange måder at håndtere eventuelle konflikter i familien på.

Der er dog et særligt trick, som du kan benytte dig af, hvis der skulle opstå større skænderier. Det fortæller komikeren Torben Chris til Ekstra Bladet.

- Hvis der er nogen i familien, som pludselig vil slås, så skal du sådan set bare smide tøjet. Det tip har jeg benyttet mig af ved flere lejligheder. Der er simpelthen ikke nogen, der slår på en nøgen mand, siger Torben Chris.

Nyd en øl
Hvis julen bliver 'kedelig', og du er ved at være træt af det hele, kan du dog også gøre noget andet i stedet for at smide tøjet foran de øvrige familiemedlemmer.

- Du kan jo altid lige være ham, der tilbyder at være ham, som går ud og holder øje med børnene, hvis I har børn i familien. Så kan I altid gå et par voksne derud og stå og drikke nogle bajere i fred og ro, afslutter Torben Chris.

16 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere