Sådan kan corona smadre ventelisterne

Tusindvis af operationer udskudt: Det vil ifølge en sundhedsøkonom tage et år, før hospitalerne får bugt med ventelisterne

Brian er den bare seneste i en række af operationeskrævende danskere, Ekstra Bladet har mødt de seneste uger, og hvis operationer er udskudt betragteligt pga. coronakrisen. Redigering: Kristian Hansen

Tusindvis af patienter er lige nu berørt af, at deres operationer og behandlinger er blevet udskudt på uvis tid på grund af coronavirussen.

Alene i Region Hovedstadenen er der aflyst cirka 6700 operationer, mens der i Region Syddanmark er tale om mindst 3000 operationer, siden statsminister Mette Frederiksen (S) 13. marts stoppede al ikke-akut behandling.

Samtidig har danskere fået suspenderet retten til behandling og udredningen inden for en måned frem til 1. januar 2021, så når sygehusene genåbner, er der ingen garantier for at komme hurtigt til.

Garanti udskudt

Som følge af sundhedsvæsnets nye coronaberedskab har regionerne fået mulighed for helt frem til 1. januar 2021 at suspendere patienternes ret til hurtig udredning og behandling inden for en måned.

I de nye retningslinjer lyder det, at de danske hospitaler fortsat vil ’behandle og operere akut eller livstruende patienter’.

Men patienter, der ’ikke lider af livstruende sygdomme’, eller hvor en forsinket behandling ’ikke medfører risiko for tab af førlighed’, vil blive udskudt.

Ifølge et notat fra Sundhedsstyrelsen er det i hvert enkelt tilfælde en lægefaglig vurdering.

Og landets patienter kommer til at væbne sig med tålmodighed. De udskudte patienter kommer nemlig til at blive en stor udfordring for hospitalsvæsenet i fremtiden ifølge Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet.

– Hvis der snart åbnes op, kan man inden for et år være tilbage på omgangshøjde. Vi har ikke de store kapacitetsproblemer på de kirurgiske afdelinger i dag. Det er klart, at det bliver en udfordring – og meget vil afhænge af, om man vil sætte ekstra ressourcer ind til overtid.

– Vi så det også med sygeplejestrejken i forsommeren 2008. Her var man tilbage på sporet igen i midten af 2009, siger han.

Hjertesyge Benny målløs: - Det lugter af dårlig politisk ledelse

Ifølge professor i sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) vil coronakrisen sandsynligvis også medføre, at nogle operationer helt droppes.

– Der er ingen tvivl om, at der kommer et voldsomt efterslæb. Alle dem, der har fået en tid, vil få tilbudt en ny med det samme – og i mellemtiden vil der komme nye patienter til.

– Vi ved fra blandt andet sygeplejestrejken, at når der kommer længere venteliste, så er der en større tendens til, at vi henviser mindre.

– Så vil en række, der normalt vil blive behandlet for eksempelvis åreknuder eller hængende øjenlåg, ikke blive det, siger han.

Portør syg på job: - Hjælp os, inden det falder sammen

Det er uvist, hvornår statsminister Mette Frederiksen(S) vil åbne op igen for hospitalerne. Når det sker, venter der en benhård prioritering af patienterne.

– Politikerne og regionerne vil komme til at tage stilling til, hvilke patienter der skal prioriteres højest. Jeg forudser, at der kan blive indført en differentieret ventetidsgaranti, så man får lavet en liste over, hvilke patienter der med rimelighed kan vente eksempelvis to måneder – og hvad der skal klares inden for en måned.

– Den øvelse var vi også igennem i 2012, så det er ikke ukendt, siger Kjeld Møller Pedersen.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om, hvordan man skal få bugt med den flaskehals i sundhedsvæsnet, som corona-krisen har skabt.

Det ønsker han ikke at svare på, men henviser til Sundhedsstyrelsen og regionerne.