Sådan kan Danmark hjælpe i krigen mod Islamisk Stat

I går offentliggjorde indenrigsminister Kristian Jensen, at USA har spurgt Danmark om yderligere hjælp til kampen mod Islamisk Stat. Her er de danske muligheder

Se Niels Tønning, formand for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark (HOD) tale om USAs anmodning

Tirsdag aften fortalte den danske udenrigsminister, Kristian Jensen, at den danske regering har modtaget en henvendelse fra amerikanerne, der beder om yderligere hjælp i kampen mod Islamisk Stat.

Danmark har allerede deltaget aktivt i kampen mod terrororganisationen i Irak. Her har 7 F16 fly på et år kastet mere end 500 bomber over oprørerne, mens 120 danske militærfolk lige nu er udstationeret i Irak, hvor de træner irakiske styrker.

Foruden Danmark, har en række andre lande - blandt andet Norge - fået samme anmodning fra amerikanerne, men endnu er det uklart præcist, hvad Danmark nu skal bidrage ekstra med.

Spørger man militæranalytiker ved Forsvarsakadamiet, Johannes Riber Nordby og major Karsten Marrup har Danmark en række forskellige strenge at spille på i krigsindsatsen, mens udfordringerne også er til at få øje på.

Nedenfor vurderer de Danmarks forskellige muligheder for en militær indsats i Syrien:

Kampfly

 

- Fly er bestemt en mulighed og det er meget sandsynligt. Spørgsmålet er, hvornår de er klar. Flyene blev for få måneder siden trukket hjem, fordi personalet var trætte og flyene var nedslidte. Hvis Folketinget beslutter sig for, at sende styrker i kamp i Syrien, vil F16-flyene være et oplagt valg, men det kræver selvfølgeligt at flyene bliver klar igen og det er ikke til at sige, hvornår de er det, siger Johannes Riber Nordby.

Den vurdering er major Karsten Marrup enig i og tilføjer:

- Flyene har bevidst deres værd i Irak, men situationen i Syrien er helt anderledes. Både den syriske regering og russerne har avancerede jord-til-luft missiler i landet, som de aldrende danske fly har svært ved at forsvare sig imod. Det skaber en helt ny trussel, som man ikke har haft tidligere og gør en eventuel mission meget farligere for vores piloter. Jeg er glad for, jeg ikke skal sidde i et af vores F-16 fly, hvis de bliver sendt ind over Syrien, lyder det fra majoren.

Specialstyrker

En anden mulighed Danmark har er et indsætte specialstyrker på landjorden. Regeringen offentliggjorde i slutningen af oktober at man sender 30 jægersoldater på FN-mission i det afrikanske land Mali, men hvis danske elitesoldater skal indsættes i Syrien, bliver det ikke i en kæmpende rolle, lyder analysen fra de to eksperter.

- Hvis politikerne vælger, at sende specialstyrker afsted, vil de formentlig komme til at stå for træning af oprørsgrupper samt indsamling af efterretninger, der kan bruges til måludpegning for bombemål. I Irak løser vi allerede opgaven med at træne irakiske sikkerhedsstyrker, men det er usikkert om samme type mission giver mening i Syrien, da grupperingerne er mere spredte, siger Johannes Riber Nordby.

Major Karsten Marrup tilføjer:

- Jeg tror det er usandsynligt, man vil begynde at træne oprørsstyrker i Syrien. CIA har forsøgt sig med samme taktik, men det mislykkedes fuldstændig. Derfor tror jeg ikke på den løsning.

Logistik

Støtten til krigen mod Islamisk Stat behøver ikke nødvendigvis være fly, skibe eller soldater der direkte angriber terrorgruppen. Det er kostbart at transportere tropper og materiale frem og tilbage. Her kan Danmark også hjælpe den internationale koalition.

- Hvis man vælger at indsætte fly kan de bidrage til logistikken omkring kampene. Vores fly vil af samme grund som F-16 flyene ikke kunne flyve over Syrien, da de vil være lette mål for jord-til-luft missiler. I stedet vil et Hercules kunne flyve forsyninger ind og ud, mens det Challenger fly vi har brugt i Aden-bugten i nogen grad ville kunne flyve rekonoseringsopgaver over Irak, siger major Karsten Marrup.

Skibe

Selvom kampene foregår på landjorden, deltager skibe fra flere nationer allerede i kampen. Frankrig har hangarskibet Charles de Gaulle i Middelhavet, mens amerikanske og russiske skibe jævnligt sender krydsermissiler fra vandet indover Syrien.

- Vi har vedtaget at sende en fregat afsted for at tilslutte sig til NATO-styrkerne i Middelhavet, men i bund og grund foregår kampene på landjorden, så skibene har deres begrænsninger, siger Johannes Riber Nordby.

Et synspunkt, som major Karsten Marrup ikke er helt enig i.

- Fregatten kan sende missiler ind over land og fra mit synspunkt, er det den mest sikre måde, at deltage aktivt i kampene mod Islamisk Stat i Syrien. Skibet har allerede systemerne installeret og det eneste det kræver er, at man indkøber missilerne fra amerikanerne, der har dem som lagervarer. Problemet her kan være, at missilerne er dyre, og derfor holder det hurtigt op med at være sjovt at sende dem afsted, vurderer major Karsten Marrup.

Våben og ammunition

 

En anden mulighed er at væbne oprører i Syrien. Men den løsning ser ingen af de to eksperter som holdbar:

- Hvis man skulle bevæbne nogen, skulle det være kurderne, der er gode til at kæmpe Islamisk Stat. Problemet med kurderne er, at Tyrkiet ser dem som en fjende og da Tyrkiet er medlem af NATO og en aktiv del af koalitionen, vil det skabe splid internt i alliancen. Tyrkerne vil aldrig gå med til at bevæbne kurderne yderligere, siger Karsten Marrup og tilføjer:

- Desuden opfylder våbenforsyninger formentlig ikke amerikanernes forespørgsel.

En analyse Johannes Riber Nordby er enig i og tilføjer:

- Som det ser ud lige nu, hælder politikerne formentlig mest til at sende jagerflyene afsted.

73 kommentarer
Vis kommentarer