Sådan kommer du til EM i Amsterdam

Disse ting skal du være opmærksom på, hvis du vil til Amsterdam i forbindelse med EM

Sådan kommer du til EM i Amsterdam

Sådan kommer du til Holland og ser fodbold

Fodboldfeberen er over os, og mange danskere har sandsynligvis fået blod på tanden til at tage til Amsterdam for at se Danmark spille mod Wales i 1/8-finalen.

Men der er en del man skal være opmærksom på.

På et pressemøde tirsdag oplyste Sundhedsministeriet, at coronapasset i øjeblikket ikke kan bruges på rejser til Nederlandende.

Hvis man vil ind i Nederlandene, skal man have en PCR-test, der er maksimalt 72 timer gammel, og samtidig anbefales man at gå direkte i isolation i 10 dage, når man ankommer. Dog kan man fem dage inde i karantænen blive testet igen, få en negativ test og dermed slutte karantænen.

Der er dog den undtagelse, at man ikke behøver at gå i isolation, hvis man kan nå at forlade Nederlandene igen inden for 12 timer.

Selv hvis man er færdigvaccineret, slipper man ikke for test og isolation.

Nemt med fly og hotel
Lige nu kan man på Momondo få flybilletter med Easyjet fra København til Amsterdam tur-retur for den relativt nette sum af 2.057 kroner.

Det er med afrejse 25. juni klokken 9.55 fra Kastrup Lufthavn, og returrejse fra Amsterdam Schipol søndag 27. juni klokken 14.20.

Kampen spilles 26. juni i Johan Crujiff ArenA.

Derudover kan man få tre-stjernede hoteller overalt i Amsterdam for mellem 1200 kroner og 2500 kroner for begge dage gennem hotels.com.

Dog skal man være opmærksom på, at der stadig er en del corona-restriktioner i Nederlandene.

Først og fremmest skal man stadig benytte mundbind i offentlig transport og i butikker. Ydermere skal man holde halvanden meters afstand til andre, og udskænkning af alkohol slutter klokken 22. Det samme gør sig gældende for de famøse coffee-shops, hvor man lovligt kan købe cannabis og ryge sig en fed.

Walisisk minister: Holland vil ikke lukke vores fans ind

Uvist med billetter
Men det helt store problem bliver at få fat i billetter til kampen.

Ifølge Fanservice for Danmark, som er en officel DBU-organisation der hjælper danske fans med at komme til landskampe, er det endnu uvist hvornår det offentlige salg af billetter til kampen bliver tilgængelig.

Når billetterne kommer til salg, vil der gælde et loyalitetsprincip, hvor dem med flest point får ret til at købe billetterne. Pointene optjenes ved, at man er medlem af ForDanmark, og regelmæssigt er på stadion for at se landsholdet spille.

Til gengæld har man forkøbsret til billetterne, hvis man i 2019 var en af de fans, der købte en 'Follow My Team'-billet. 'Follow My team'-billetter er et UEFA-koncept skabt til netop EM, så danske fans havde mulighed for at følge det danske landshold til alle knockout-kampene.

Johan Crujiff ArenA, hvor kampen mellem Danmark og Wales spilles, kommer kun til at kunne huse omkring 16.000 fans, hvilket svarer til 33 procent at stadionets kapacitet. Desuden skal alle fans have en negativ PCR-test, inden de bliver lukket ind på stadion.