Sådan påvirker Egon trafikken

Danske trafikanter forventes at kunne køre over broerne uden større problemer

Stormen Dagmar satte godt gang i bølgerne ved Hanstholm fredag (video: Rene Schütze)

Har du billeder eller oplevelser, du gerne vil dele, i forbindelse med stormen, så hører vi meget gerne fra dig på 1224@eb.dk eller sms på 1224 (alm. sms-takst).

Den anden storm på to dage er over det ganske land. Egon, som stormen er blevet døbt, har startet sin færd på den jyske vestkyst, der lige nu får mest blæst.

Vestkysten forventes at få de hårdeste vindstød, der kan nå op på orkanstyrke, mens resten af landet mestendels vil blive ramt af stormende kuling.

Stormen Dagmar fik fredag sparket hårdt til bølgerne på havnen i Hanstholm (Foto: René Schütze) Samfund - 10. jan. 2015 - kl. 09:13 Vindstød af orkanstyrke: Her rammer Egon

Ingen lukkede broer

Indtil videre har Egon besindet sig, og de hårde vindstød har endnu ikke påvirket trafikken nævneværdigt.

- Der er ikke det helt store at berette om trafikmæssigt lige nu. På Øresundsbroen fraråder man, at vindfølsomme køretøjer kører over. Det vil sige lastbiler, biler med trailer osv., men det er bare en frarådning og ikke et forbud, fortæller vagthavende ved Vejdirektoratet, Mette Nedergaard, til Ekstra Bladet.

- Det samme gør sig gældende på Storebæltsbroen, Vejlefjordbroen og Svendborgsundbroen. Sådan ser det ud lige nu, lyder det fra Mette Nedergaard, der heller ikke forventer, at nogen af broerne vil blive lukket i løbet af dagen.

Sund og Bælt skrev dog tidligt lørdag morgen på Twitter, at der er risiko for en kortvarig lukning af Storebæltsbroen.

Bilister på vejene opfordres under alle omstændigheder til at være ekstra agtpågivende, da der pludselig kan komme voldsomme vindstød.

- Selvom det ikke ser så galt ud, så vil vi meget gerne henstille til, at man er ekstra opmærksom på vinden, for det er bare et øjebliks uopmærksomhed, hvor man bliver ramt af et vindstød, der skal til, og så mister man kontrollen med bilen.

Regnen laver mest ballade

Omkring 14-tiden forventes vindstød af stormstyrke at ramme københavnsområdet, men allerede nu har vejret betydet, at hovedstadens trafikanter har måttet lette foden fra speederen.

- Det er faktisk regnen, der har lavet mest ballade derude. Der ligger rigtig meget vand på kørebanerne. Det er specielt i københavnsområdet, hvor vi blandt andet har sat hastighedsbegrænsningen ned til 80 km/t på hele Motorring 3 både i nord- og sydgående retning, oplyser Mette Nedergaard, der mener, at det er den megen regn, de danske trafikanter skal være mest opmærksomme på.

- Regnen er den største risikofaktor lige nu, og folk må meget gerne være meget opmærksomme, når de kører derude, for der er stor risiko for aquaplaning.

DSB: Hold øje med hjemmesiden

Togtrafikken kører lige nu som planlagt. DSB har dog valgt at reducere afgangene til Ystad som konsekvens af, at færgerne er begyndt at aflyse overfarter til Bornholm.

De danskere, der skal ud og se med DSB, skal dog være opmærksomme på, at eventuelle følgevirkninger af Egons blæsen kan være forsinkede togafgange.

- Banedanmarks folk er i højeste beredskab og står klar med motorsave osv., så de kan fjerne træer og andre konsekvenser af stormen fra banelegemerne, siger DSBs informationschef, Tony Bispeskov.

- Sker det, at der bliver væltet træer eller des lige, så kan det medføre forsinkelser, og derfor er vores råd til kunderne i dag, at de skal holde øje med vores hjemmeside, inden de begiver sig ud i trafikken. Ellers regner vi faktisk med, at det bliver en normal lørdag, lyder den positive prognose.

Har du billeder eller oplevelser, du gerne vil dele, i forbindelse med stormen, så hører vi meget gerne fra dig på 1224@eb.dk eller sms på 1224 (alm. sms-taks).

Se hvordan 30 meter i sekundet føles herunder:

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere