Sådan rammer RS-virus hospitaler

Den høje forekomst af RS-virus skaber øget belastning på landets hospitaler

På Nordsjællands Hospital har man været nødt til at aflyse planlagte sygeplejeambulatorieaktiviteter på grund af den øgede forekomst af RS-virus. Foto: AV-Afdelingen, Nordsjællands Hospital
På Nordsjællands Hospital har man været nødt til at aflyse planlagte sygeplejeambulatorieaktiviteter på grund af den øgede forekomst af RS-virus. Foto: AV-Afdelingen, Nordsjællands Hospital

Aflyste konsultationer, udskudte operationer og høj belastning af børneafdelingerne.

RS-virus, som ofte rammer helt små børn, påvirker sundhedsvæsenet, og der er markant flere indlagte børn med RS-virus nu end tidligere år, oplyste Sundhedsstyrelsen fredag.

Antallet af RS-virus tilfælde har generelt været stødt stigende de seneste måneder, og i uge 36 toppede kurven med 1321 tilfælde. De seneste tal fra SSI viser dog et lille fald, da der i uge 37 blev registret 1157 tilfælde.

Det høje antal, som er helt usædvanligt for årstiden, har også konsekvenser rundt på nogle af landets sygehuse.

Artiklen fortsætter under boksen ...

FAKTA: RS-virus forløber oftest som en forkølelse

Der er en usædvanlig høj forekomst af luftvejsinfektionen RS-virus blandt små børn i Danmark i øjeblikket.

Det er meldingen fra Statens Serum Institut.

Her kan du læse om, hvad RS-virus er for en størrelse, hvem den typisk rammer, og hvordan det forløber.

* RS-virus står for respiratorisk syncytialvirus.

* Det er en luftvejsinfektion, som alle mennesker kan blive ramt af.

* RS-virus er typisk en vintersygdom, der optræder i perioden fra december til marts - som oftest sammenfaldende med influenzasæsonen.

* Ofte forløber infektionen som en forkølelse.

* Især spædbørn, ældre og immunsvækkede personer er i risiko for et alvorligt forløb af RS-virus.

* Hos små børn starter RS-virus infektionen ofte med nysen og løbende næse. Feber er almindeligt.

* Små børn kan få besvær med at trække vejret, som kan give behov for indlæggelse.

* Der kan i nogle tilfælde tilstøde yderligere komplikationer, for eksempel lungebetændelse. Desuden kan RS-virus forværre eksisterende sygdomme som for eksempel sukkersyge eller hjerte-kar-sygdomme.

* I Danmark indlægges cirka tre procent af alle børn mindst én gang med RS-virus inden for de to første leveår.

* Risikoen for indlæggelse er betydelig højere hos børn, som er født for tidligt, har hjerte- eller lungesygdom, eller som har andre kroniske lidelser.

* Det er yderst sjældent, at danske børn dør af RS-virus infektion.

Kilde: Statens Serum Institut.

Udskudte operationer og aflysninger
Region Hovedstaden oplyser til Ekstra Bladet, at de har været nødt til at udsætte enkelte operationer på børn, mens også planlagte aktiviteter er blevet aflyst på grund af den øgede forekomst af RS-virus i samfundet.

'På Amager og Hvidovre Hospital udskydes operationer på børn indtil videre for to uger ad gangen. Der er i uge 36 og uge 37 udsat fire børneortopædkirurgiske operationer,' skriver regionen i en mail til Ekstra Bladet.

Derudover er børneafdelingen på Nordsjællands Hospital i første omgang for en tre ugers periode begyndt at aflyse planlagte sygeplejeambulatorieaktiviteter. Det kan være sygeplejerskekonsultationer vedrørende urinvejsproblemer, medicinske mave-tarm problemer eller astma og allergi, oplyser regionen.

Florerer typisk om vinteren
Årsagen til, at den voldsomme udvikling giver anledning til bekymring, er, at RS-virus typisk florerer om vinteren, men i år har den indfundet sig allerede i forårs- og sommermånederne.

- Under covid-nedlukningen har børn ikke været eksponeret for virus som normalt og har dermed ikke opbygget et immunforsvar overfor denne virus.

- Det antages derfor, at der er flere modtagelige børn end under en normal sæson, har Ramona Trebbien, der er afsnitsleder og seniorforsker ved SSI, tidligere forklaret.

Figuren viser tydeligt, at antallet af RS-virus tilfælde er markant højere for sæsonen sammenlignet med foregående år. Foto: Statens Serum Institut
Figuren viser tydeligt, at antallet af RS-virus tilfælde er markant højere for sæsonen sammenlignet med foregående år. Foto: Statens Serum Institut