REGION NORDJYLLAND
I en pressemeddelelse mandag skriver Region Nordjylland, at 25 afsnit på Aalborg Universitetshospital og Regionshospital Nordjylland er blevet udtaget til strejke.
På AU er 20 afsnit udtaget til strejke fordelt på afdelinger i Thisted, Hobro, Farsø og Frederikshavn. Der kommer ikke strejke i Aalborg.
- Strejken vil betyde, at en række behandlinger vil blive udskudt. Vi har dog sammen med de faglige organisationer oprettet nødberedskaber på de berørte afsnit, som fortsat foretager kritiske og akutte behandlinger, siger Lisbeth Lagoni, sygeplejefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital.
På Regionshospital Nordjylland er fem afsnit fordelt på afdelinger i Hjørring og Frederikshavn udtaget til strejke.
- Hvor mange patienter, som rammes, afhænger af varigheden af strejken. Men det er vigtigt at sige, at hospitalerne fortsat er åbne, og at størstedelen af behandlingerne kører som vanligt under strejken, siger Charlotte Fuglesang, plejefaglig direktør på Regionshospital Nordjylland.
De borgere, der vil blive berørt af strejken, får direkte besked. På de strejkeramte afsnit foretages akutte og kritiske behandlinger fortsat under strejken.
REGION MIDTJYLLAND
Også Region Midtjylland udsætter en række behandlinger som følge af strejken, og allerede fra onsdag vil de begynde at kontakte patienter, som bliver berørt.
'Du får direkte besked, hvis din behandling på et af Region Midtjyllands hospitaler bliver udsat. Beskeden kommer enten via en opringning eller en sms,' oplyser de.
Afdelinger på Regionshospitalet Randers, Hospitalsenhed Midt, Aarhus Universitetshospital, Hospitalsenheden Vest og Regionshospitalet Horsens vil blive berørt.
REGION SYDDANMARK
Region Syddanmark meddeler i en pressemeddelelse tirsdag morgen, at strejken ikke vil påvirke behandlingen af akutte patienter, men i nogle tilfælde kan betyde, at planlagte aftaler på sygehusene må udskydes.
- Der bliver taget hånd om alle patienter. Et nødberedskab på sygehusene vil fortsat tage sig af diagnosticering og behandlingen af akutte patienter og patienter med livstruende sygdom, siger regionsdirektør Jane Kraglund.
- Og så er der selvfølgelig også en del aktivitet, der kører videre, som det plejer, fordi det ikke er berørt. I nogle tilfælde kan vi dog blive nødt til at udskyde aftalen med patienter. Her bliver patienten kontaktet direkte. Det sker enten via deres digitale postkasse eller ad anden vej.
Strejken vil ramme en række afdelinger på sygehuse i Odense, Svendborg, Nyborg, Esbjerg, Grindsted, Brørup, Kolding, Middelfart, Vejle, Sønderborg og Vejle.
REGION SJÆLLAND
Der er cirka 400 sygeplejersker i Region Sjælland, som er udtaget til strejke, oplyser regionen. De er fordelt på afdelinger på Slagelse og Næstved Sygehuse.
- Vi vil blive nødt til at udsætte tider til operation og ambulant behandling til patienter, som ikke er livs- og førlighedstruet. Vi skriver til patienterne, hvis deres tid bliver udsat. Det vil vi typisk gøre med tre dages varsel, siger direktør på Næstved, Ringsted og Slagelse sygehuse Niels Reichstein Larsen.
- Vi vil ikke aflyse længere tid før end højest nødvendigt, da vi ikke ved, hvor lang tid strejken vil vare. Det vil desværre skabe forsinkelser for flere patienter, men vi vil prøve at indhente efterslæbet så hurtigt som muligt, når strejken er overstået.
REGION HOVEDSTADEN
Region Hovedstaden skriver i en pressemeddelelse mandag aften, at der, på grund af strejken, fra lørdag bliver indsat nødberedskaber på udvalgte afdelinger allerede ved døgnets begyndelse.
'Det betyder, at vi kan være nødt til at udskyde nogle af de planlagte undersøgelser og behandlinger. Hovedparten af hospitalernes aktivitet fortsætter dog som normalt,' skriver de.
Hospitalerne vil tage direkte kontakt til de berørte patienter, og medmindre man får besked på andet, skal man møde op til den aftalte tid.
'Vær opmærksom på, at afdelinger, der ikke er udtaget til strejke, også kan være berørt af konflikten, hvis de samarbejder med nogle af de afdelinger, der kører med nødberedskab,' varsler regionen.
De understreger, at al akut og livstruende behandling, herunder eksempelvis kræftpakker, vil fortsætte som før. Fødsler vil heller ikke være berørt, og linjen til akuttelefonen vil stadig være åben og blive betjent.