Sådan sikrer du din hjemmearbejdsplads

Hackere er ikke bange for corona - tværtimod

Foto: Alamy Stock Photo
Foto: Alamy Stock Photo

Det offentlige Danmark er lukket ned, og private virksomheder landet rundt har siden onsdag aften haft travlt med at indrette hjemmearbejdspladser til deres medarbejdere for at mindske smitterisikoen.

Væk fra smittebærende kolleger truer her dog en anden fare. Den udgøres af cyberkriminelle, som ifølge Center for Cybersikkerhed ikke viser såkaldt samfundssind:

- Tværtimod udgør Corona-krisen en særlig gunstig mulighed for de cyberkriminelle til at angribe danske netværk. Vær derfor meget forsigtig med at svække sikkerhedsforanstaltningerne, og er det nødvendigt, så gør det alene efter en grundig risikovurdering af de mulige konsekvenser. Cybertruslen mod Danmark er meget høj, udtaler Thomas Lund-Sørensen, chef for Center for Cybersikkerhed ifølge en pressemeddelelse.

Se også: Stigning i forsøg på hackerangreb: Udnytter folks frygt for coronavirus

Det har fået Center for Cybersikkerhed til at lave en liste med gode råd.

Gode råd om hjemmearbejde

Gode råd til organisationen

- Sørg for at der kan kommunikeres med alle medarbejdere, og at de er bekendt med de besluttede kommunikationskanaler.

- Vær opmærksom på det øgede trusselsbillede, hvor kriminelle prøver at udnytte denne situation. De vil f.eks. forsøge at udbrede ransomware og sende phishinglinks og -sms’er, under dække af corona.

- Sørg for at medarbejderne kender processerne for fjernadgang, og tester, at de virker (f.eks. VPN, fler-faktor autentifikation osv.)

- Sørg for at infrastrukturen der understøtter fjernadgangen, har kapacitet og licenser nok til at dække det øgede antal brugere, der skal have samtidig adgang.

- Sørg for at automatisk opdatering af medarbejdernes arbejdscomputere også virker, når de arbejder hjemmefra. Hvis dette ikke er en mulighed, skal medarbejderne mindes om at opdatere dem jævnligt.

- Sørg for at være bevidst om risici ved eventuelle midlertidige adgange eller tilladelser, og at revurdere dem når behovet ikke længere er til stede.

- Når situationen er normal igen, så husk at opsamle erfaringerne til at forbedre fjernadgang, processer og beredskabsplaner.

Gode råd til medarbejderen

- Brug de værktøjer og kommunikationskanaler din arbejdsplads stiller til rådighed, og husk at sikkerhedspolitikerne også gælder når du arbejder hjemmefra. Vær for eksempel opmærksom på regler for brug af f.eks. private mailkonti og filudvekslingstjenester.

- Hvis din arbejdscomputer ikke holdes opdateret automatisk, skal du huske at holde den opdateret selv.

- Test at din fjernadgang virker, så eventuelle problemer kan afhjælpes med det samme.

- Vær opmærksom på evt. falske mails eller sms, som du modtager under dække af nyheder om corona.

- Husk også at beskytte den fysiske adgang til din arbejdscomputer, når du arbejder hjemmefra.

Kilde: Center for Cybersikkerhed

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) bakker centeret op:

- Cybertruslen mod myndigheder og virksomheder er meget høj. Og i denne kritiske tid hvor mange arbejder hjemme, er vi ekstra sårbare. Derfor gælder det for virksomheder og myndigheder om at være forberedt og tage de nødvendige forholdsregler ved hjemmearbejdspladser. Og det er vigtigt, at vi lytter til de gode råd, der kommer om sikker it-brug, så vi trygt kan arbejde hjemmefra. Lad os hjælpe hinanden med også at passe på vores arbejdspladser, så it-kriminelle eller andre, der vil udnytte en kritisk situation, ikke får frit spil, siger ministeren.

Se også: Usmageligt: Annonce fra Power forarger

1 kommentar
Vis kommentarer