Sådan spinder de guld på dit affald

Genbrug er på mode mere end nogen sinde før - på Resursen i Hobro har de sat det gamle skrammel i system

Der er livlig omsætning på Resursen. Det ovale fyrretræsbord under stolen midt i billedet er en ægte snedkervare med drejede ben. Det koster 250 kroner. (Foto: Mikkel Berg Pedersen)
Der er livlig omsætning på Resursen. Det ovale fyrretræsbord under stolen midt i billedet er en ægte snedkervare med drejede ben. Det koster 250 kroner. (Foto: Mikkel Berg Pedersen)

Gammelt skrammel, der tidligere blev ofret til småt brændbart eller røg i metalcontaineren, er blevet råvarer i en stadigt voksende handel med genbrug.

Markedet er tilsyneladende umuligt at mætte. I nordjyske Hobro har de taget bestik af trend'en og bygget en indendørs, kæmpe markedsplads, hvor al mulig tingeltangel er samlet og sat i system.

Her skummer de dagens Danmark for vores smid-væk-og-køb-nyt-livsstil og spinder guld på dit og mit affald.

Resursen hedder stedet. Det lever af god omtale og friske opslag på Facebook. Folk og fæ kommer kørende hertil fra nær og fjern for at gøre en god handel.

Fin, gammel sav
Indenfor i træbygningen løber Ekstra Bladets reportere på tømrer Klaus Andersen, Hadsund, netop som han har købt en gammel sav formedelst 15 kroner.

- Det er hyggeligt at komme her. Jeg kigger efter værktøj af ældre dato. Denne sav for eksempel er bedre end nogen moderne fukssvans, og så kan den files op igen og igen. Det er solidt kram fra en svunden tid. Alt for god til at blive smidt væk, siger han.

Klaus Andersen kigger også efter gamle stemmejern, boresving, høvle og håndbor.

- En sjat smøring, en tur på slibestenen og lidt justering - så er det som nyt igen.

Der er livlig omsætning på Resursen. Det ovale fyrretræsbord under stolen midt i billedet er en ægte snedkervare med drejede ben. Det koster 250 kroner. (Foto: Mikkel Berg Pedersen)
Der er livlig omsætning på Resursen. Det ovale fyrretræsbord under stolen midt i billedet er en ægte snedkervare med drejede ben. Det koster 250 kroner. (Foto: Mikkel Berg Pedersen)

- Lige til at græde over
I den bidende påskeøsten på p-pladsen træffer vi Kent Nedergaard og fru Lisbeth Svendborg fra Arden.

De er ved at bakse en ældre, men fuldt intakt wienerstige ind i bilen. I bagagerummet ligger desuden et par lokkeænder, et ældre spejl med støbejernsramme, to galvaniserede stolpejern og fire vægholdere til haveredskaber.

- Vi gav 135 kroner for det hele. Det er jo lige til at græde over, siger Kent Nedergaard.

Inde midt i bygningen står et gammelt, ovalt fyrretræsbord. Et stykke snedkerarbejde med originale, drejede ben. Bordet er i fin stand og koster bare 250 kroner.

Få meter derfor står remedier fra en lægekonsultation i form af en blodtryksmåler med kviksølvssøjle og en fin og velholdt vægt til vejning af babyer. Pris 610 kroner for det første skridt mod en karriere som børnelæge.

Bygningen bugner af genbrug
I det hele taget er priserne mildt sagt lave. Et nyt kaffestel til 12 personer - 35 kroner. Bøger af enhver art og lødighed for en rund tyver. CD'er, belysning, husholdningsapparater osse til småpenge. En gammel, men ubrugt Rådvad-rugbrødsskærer står til 130 kroner.

Ekspresso-maskinen fra Krupp med brugsanvisning står ved siden af en Eva-brødskærer fra 60'erne - i fineste stand. Og sådan kan man blive ved. Der er varer overalt. 

Bygningen bugner af genbrug, og man undres over, hvor de syv medarbejdere finder tingene. Forklaringen er, at folk som oftest selv kommer kørende til Resursen med trailerfulde af juks og ragelse. Her kan du tømme dit pulterkammer og såmænd også komme af med farmors dødsbo.

Her er møbler af høj og knap så høj kvalitet, haveredskaber, golfkøller, tøj og kufferter. Og midt i det hele et B&O-anlæg anbragt på en fin, afsyret servante.

- 135 kroner for en wienerstige, to lokkeænder, et spejl, to stolpebærere og nogle vægholdere er jo til at græde over, siger Kent Nedergaard. (Foto: Mikkel Berg Pedersen)
- 135 kroner for en wienerstige, to lokkeænder, et spejl, to stolpebærere og nogle vægholdere er jo til at græde over, siger Kent Nedergaard. (Foto: Mikkel Berg Pedersen)

Der må oses for fuld damp
Kunderne får en kop kaffe og en vingummi, og så må der oses for fuld damp.

Denne påskelørdag bestyres kassen af Maria Marseen Vejlby. Hun er genbrugsdekoratør og ansvarlig for Resursens opslag på sociale medier.

- Resursen en jo blandet landhandel, men vi får effekterne til at tage sig pænt ud. For selv om her er meget skrammel, må det ikke ligne skrald, fortæller Maria.

- Vore priser er meget lave. Og det er helt bevidst. Mange kræmmere og genbrugsbutikker bruger Resursen som indkøbscentral og supplerer deres sortimenter, som de så kan tjene lidt ekstra på rundt omkring.

Møbelklenodie solgt på rekordtid
Maria er vild med at lægge de helt specielle varer på Facebook.

- De sociale medier er fantastiske til at formidle vores produkter. Jeg husker, vi lagde et fint, arkitekttegnet og meget velholdt sofabord ud på nettet. Det blev solgt næsten med det samme til en kunde, som straks kom susende i bil.

Resursen ejes af det fælleskommunale, nordjyske renovationsselskab, Reno Nord, som også driver containerpladsen.

Genbrugspaladset har åbent alle dage dog lidt kortere i weekender og helligdage.

Tømrer Klaus Andersen fandt en gammel sav til 15 kroner. - Den skal lige have en spændepind og files op. Så er den bedre end de fukssvanse, du køber i byggemarkedet. (Foto: Mikkel Berg Pedersen)
Tømrer Klaus Andersen fandt en gammel sav til 15 kroner. - Den skal lige have en spændepind og files op. Så er den bedre end de fukssvanse, du køber i byggemarkedet. (Foto: Mikkel Berg Pedersen)

***

Genbrug er drømmen om det store kup

- Dybest set er det drømmen om at gøre det store kup, når vi går på jagt i genbrugsbutikkerne. At finde møbelkunst eller en sjælden lampe.

- Men genbrug er også et paradoks. I en tid hvor vi smider væk og købere nyt som aldrig før, brager det løs med genbrug, siger livsstileksperten, Henrik Byager.

- Med i genbrugsbutikken kan vi være heldige at finde ting, vi har ønsket os i mange år, men aldrig haft råd til. Pludselig står den så fin og velholdt foran dig til ingen penge. Vi elsker at gøre en god handel, konstaterer Henrik Byager.

- Vi holder af unikke ting, som gerne må have lidt patina, for de fortæller jo en historie. Det kan være en klassisk lampe eller en flot, gammel stol, der bliver som ny efter en ombetrækning.

- Med genbrug genoplever du også en slags tryghed fra en tid, hvor solidt håndværk og høj kvalitet var en selvfølge, og som man gerne betalte lidt ekstra for, siger Henrik Byager.