Sådan stormer Helga ind over land

Stormen Helga indtager Vest- og Nordjylland fredag morgen, og hun har fået DSB til at aflyse flere tog

En ikke helt tilfreds Hanstholm-fisker. (Video: Claus Bonnerup)

Har du billeder af det voldsomme vejr? Send gerne i sms til Ekstra Bladet på 1224 (alm. sms-taskt) eller i mail til 1224@eb.dk

Helga med den kraftige storm-ånde puster liv i vestjydernes skørter fredag morgen. Hele natten har vinden tiltaget, og fra klokken syv vil vindstødene nå stormstyrke. Det fortæller DMI tidligt fredag morgen.

Faktisk bliver stormen så kraftig, at DSB har valgt at aflyse alle tog mellem Frederikshavn - Aalborg og Thisted - Struer fra klokken seks til 13 fredag. Øresundsbroen er også lukket for vindfølsomme køretøjer, og man må kun køre 70 kilometer i timen på grund af vindstød derovre.

- Vindretningen vil dreje til vest i Nordjylland, hvor vindstødene kan komme helt op på orkanstyrke. Hele Vestjylland og Nordjylland får besøg af stormen, siger Dan Nilsvall, der er vagthavende meteorolog hos DMI.

Det betyder dog ikke, at resten af landet går blæse-frit gennem fredagen.

- Det bliver blæsende i resten af landet. Der vil også komme kraftige vindstød, men det er altså især den nordlige del, Vendsyssel go Jammerbugten, som bliver ramt, siger Dan Nilsvall fra DMI.

Artiklen fortsætter under billedet.

Stormen Gorm havde godt fat i en lang række træer, da den kom forbi i slutningen af november (Foto: Privat) Samfund Når stormen rammer: Sådan kæmper vi mod svenskerne

En kort storm
Da stormen Gorm ramte i sidste weekend, var den ikke nær så kraftig i Nordjylland, som Helga kommer til at føles i dag. Til gengæld bliver Helgas besøg kortvarigt.

- Når den rammer vestkysten, vil den være meget hurtig. To til tre timer der, og fra Thyborøn og nordpå vil den måske vare et par timer mere. Så stormen er relativ kortvarig, siger Dan Nilsvall fra DMI.

Klokken 13 vil det meste være overstået, men så kommer natten jo igen.

- Og her kan vinden igen tiltage, men det bliver ikke en storm, som fortjener et navn. Der kommer måske 'bare' vindstød af stormstyrke, siger Dan Nilsvall fra DMI.

Ellers bliver resten af weekenden en grå og regnfuld en af slagsen.

- Den bliver desværre ikke hvid, som ellers kunne passe her til jul, siger den vagthavende meteorolog.

7 kommentarer
Vis kommentarer