Sådan undgår du at lave 'en Knud'

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro går en gang om ugen medierne og mediedebatten efter i sømmene

Der er mere end en Knud Foldschack. På dette billede fra bogen 'Foldschack - Knud den heldige ' ses tre. Far og sønner opkaldt efter far. (Foto: Fra Bogen 'Foldschack - Knud den heldige')
Der er mere end en Knud Foldschack. På dette billede fra bogen 'Foldschack - Knud den heldige ' ses tre. Far og sønner opkaldt efter far. (Foto: Fra Bogen 'Foldschack - Knud den heldige')

Forleden havnede ’den røde’ advokat Knud Foldschack på bt.dk som skattespekulant ved en fejl. BT havde glemt journalistikkens regel nummer et.

Det ligger i den journalistiske faglighed at være skeptisk. Grænsende til det enerverende. Når en journalist hører om noget, der er så spændende og spektakulært, at hun straks har lyst til at fortælle det videre, skal der sidde en lille djævel på skulderen og prikke hårdt til hende.

’Ahhrrrr, kan det være rigtigt’, hvisker djævlen.

Den slags er ikke altid en vinder, når man sidder i et godt middagsselskab. Man bliver en lyseslukker. ’Nej’, hører man sig selv sige. ’Det er altså ikke dokumenteret, at Prince døde af aids’.

Snakken forstummer. Den gik ellers lige så godt med den afdøde musiker og årsagen til hans død.

Det er en ’arbejdsskade’, som man indimellem selv bliver træt af. Man vil jo gerne begejstres og dele sin begejstring med andre. Som da jeg for nylig lod mig rive med af et svensk pressefoto af en sort kvinde, der knytter næven mod marcherende nazister.

’Sådan ser det smukkeste mod ud på topklasse pressefoto’, skrev jeg på Facebook. Det mener jeg sådan set stadig. Men det piner mig, at en kollega har antydet, at kvinden og fotografen fra det antirascistiske miljø måske ikke handlede så spontant på stedet, som der gives udtryk for.

Bundlinjen er, at vi journalister må leve med vores kroniske skepsis. Den er ganske enkelt nødvendig for, at vi kan udføre vores arbejde.

Det er den, der skal slå til, når man ser navnet Knud Foldschack dukke op i de såkaldte Panama Papers. Jo, det ville være en fænomenal historie, hvis den kendte Christiania-advokat Knud Foldschack var kædet sammen med skattely-foretagender. Men kunne det tænkes, at andre end han hedder Knud Foldschack?

Ja, det kunne det. Endda hans egen bror, skulle det vise sig. De journalister, der fulgte den sunde skepsis, fandt ud af, at der var mere end én Knud. De holdt poterne fra tasterne og forsøgte i stedet at få fat i advokaten Knud for at finde ud af, om det var ham eller en anden, der var tale om.

Desværre skete det ikke på BT. ’Kendt Christiania-advokat optræder i kontroversielle Panama Papers’, lød det på bt.dk. Advokaten Knud har siden klaget til Pressenævnet.

BT’s chefredaktør Olav Skaaning Andersen har beklaget forløbet dybt og rettet fejlen.

Det er heller ikke kønt, men vi kan alle lære af sagen. For journalister handler det om at holde fast i fagligheden. Vi er ikke Facebook, hvor historier i højere grad bæres og deles i begejstring end med kritisk sans. Journalister undersøger, før de publicerer.

For alle andre brugere af sociale medier er det værd at huske på, at det, der ser helt fantastisk, rørende eller spændende ud, måske ikke altid er, hvad det giver sig ud for at være.

16 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere