Sæson for lynnedslag begynder nu – sådan undgår du at blive ramt

I kølevandet på lørdagens lyngyser i Tyskland og Frankrig, hvor mere end 40 mennesker blev såret, lyder det skræmmende, at DMI’s varsler risiko for skybrud, torden og vindstød i Danmark. DMI fortæller, hvordan du undgår de elektriske stød, når lynende slår ned.

Bliver du ramt af lynet, er det et held, hvis du overlever. Søg straks læge. Hjerteflimmer, høj puls, højt blodtryk og neurologiske forstyrrelser er normalt, oplyser DMI. Foto: Colourbox
Bliver du ramt af lynet, er det et held, hvis du overlever. Søg straks læge. Hjerteflimmer, høj puls, højt blodtryk og neurologiske forstyrrelser er normalt, oplyser DMI. Foto: Colourbox

Det varme vejr kommer ikke kun med sol, sommerstemning og bar hud. For i sommermånederne er det også der, vi oplever mest tordenvejr og elektriske lynnedslag.

Juni, juli og august måned bringer 85 procent af årets lynnedslag, oplyser John Cappelen, ekspert i tordenbyger og chefklimatolog ved DMI. Hvordan du undgår at blive ristet af sommerregnens gule stød, hjælper DMI med. 

- Sæsonen for tordenvejr starter nu. De mange lyn kommer sammen med varmen, som gør luften mere ustabil og elektrisk, siger DMI’s chefklimatolog John Cappelen.

Lyn er dovne og rammer ned i det, der er tættest på. Det vil sige høje genstande. Du skal derfor aldrig søge ly under et træ – slet ikke hvis det står alene. Ligeledes skal du undgå tårne, sejlbåde, bjerge og åbne pladser, hvor du selv stikker op som den højeste, forklarer ekspert John Cappelen.

Når lynene slår ned, skal du også holde dig fra at røre ved elektrisk ledende genstande som hegn, rækværk, vandhaner, varmeapparater eller apparater, der er forbundet til el- og telefonnet. Det er selvom du befinder dig indenfor.

Det er ret sikkert at tale i telefon, når det lyner. Specielt trådløse mobiltelefoner. Men man skal stadig være opmærksom på, det er en elektrisk ledende genstand. Selvom telefonkabler i dag er nedgravet, har der været eksempler på, at lyn har fundet flere meter ned i jorden og fundet vej gennem kablet.

- Det er godt at søge ly indenfor, for at undgå ulykker, men du skal huske at lukke døre og vinduer. Huset er mere sikkert, hvis der er lynafledere på det, men det vil aldrig give dig fuld sikkerhed for at strømmen vil gå, siger John Cappelen.

Det mest sikre du kan gøre er at sidde i et helt lukket, jordet metalbur (et såkaldt Faradays bur), hvor man ikke berører siderne.

- En bil med lukkede døre, vinduer og soltag er faktisk sådan et bur. Andre transportmidler som fly, toge og skibe fungerer også som disse metalbure, siger John Cappelen. 

En cykel indgår ikke som et sikkert transportmiddel, selvom mange tror gummidækkenes isolerende evne beskytter. Du sidder stadig på cyklen - frit tilgængelig for de voldsomme lynnedslag.

I en båd, hvor masten stikker op, er der risiko for at lynet slår ned i masten. Så sidder du i en båd, når uvejret bryder løs, skal du søge så langt væk fra masten som muligt.

Selvom tordenvejret ofte kommer i forbindelse med det varme vejr, fraråder DMI også folk fra at bade. 

Bliver du fanget i uvejret, skal du gøre dig usynlig og lille. Er du ude på et åbent område, vælger mange at stille sig under et træ i læ for uvjeret. Men her risikerer du, at et lyn vil ramme træet og dig. Det kan man dø af.

- Det bedste er at sætte sig på hug i det fri med samlede føddder. Her er der størst chance for at undgå lynet, siger John Cappelen.

Du rager hverken højt op, og du rører kun jorden et sted. Selvom en liggende krop rækker mindre op, vil den have en større berøringsflade med jorden, og der vil derfor være større chance for, at strømmen fra lynet vil finde vej igennem dig.

Varsler meteorologerne torden, og du skal være udenfor, anbefaler John Cappelen, at du er opmærksom på vejret hele tiden.

- Ved alt udendørs sport, hvor du befinder dig på store åbne pladser, er det vigtigt at være opmærksom på vejrudsigten løbende og være forberedt på et uvejr, siger han.

Der vil altid være en bygesky et sted, hvor uvejret og lynene kommer fra. Selvom skyen er et stykke fra dig, kan lynet stadig ramme ned i din retning.

- Det kommer altså ikke bare ud af det blå, siger John Cappelen.  

 

43 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere