Saifullah fik job efter én måned i Danmark: Jeg vil bidrage til jeres samfund

Det har ikke været svært for ham at finde job i Danmark, da han har lige præcis de faglige kvalifikationer, som er en mangelvare i Danmark

31-årige Saifullah fra Bangladesh er en succeshistorie. (Foto: Philip Davali)
31-årige Saifullah fra Bangladesh er en succeshistorie. (Foto: Philip Davali)

- Det er vigtigt for mig at være en god borger, og jeg vil gerne lære mere om det danske samfund, så jeg kan bidrage endnu mere til det.

Sådan lyder det fra den 31-årige migrant Saifullah Bin Mujib, der allerede efter en måned med jobsøgning på dansk jord lykkedes med at hive et drømmejob hjem. Han er således ansvarlig for al IT i den danske virksomhed Washa, der er et online vaskeri.

- Arbejdslivet i Danmark er meget fleksibelt. Jeg er meget glad for at være her, siger Saifullah.

Ingeniør-mangel i Danmark
Han kommer oprindeligt fra Bangladesh, hvor han læste sin bachelor som ingeniør. Da han havde hørt om Skandinaviens gode muligheder indenfor IT og teknologi, søgte han ind på kandidaten i Sverige og kom ind. Han havde dog en drøm om at komme til Danmark, da han var færdig med uddannelsen.

31-årige Saifullah Bin Mujib var hurtig til at få sit drømmejob i Danmark. Men han kom ikke sovende til det, fortæller han. (Foto: Philip Davali)
31-årige Saifullah Bin Mujib var hurtig til at få sit drømmejob i Danmark. Men han kom ikke sovende til det, fortæller han. (Foto: Philip Davali)
 

- Jeg synes, at der var rigtig gode muligheder for at finde job i Danmark. Danmark er lidt anderledes end Sverige. Jeg synes, at folk er meget varme, og man føler sig velkommen, siger Saifullah.

Han søgte flere forskellige job, men blev hurtigt kaldt til samtale på jobbet. I Danmark er der stor mangel på netop ingeniører, og dermed kan udenlandske ingeniører som Saifullah måske være løsningen.

- Hvad tror du, at du har gjort rigtigt, når du som ny i samfundet har fundet et arbejde så hurtigt?

- Jeg ved det ikke helt. Nogle gange tror man, at det er meget svært at få et job her, men folk glemmer måske, at de skal gå efter det, der er efterspørgsel på. Det er blandt andet derfor, at jeg er gået efter at blive ingeniør. Man kan ikke få et job, hvis man ikke har kvalificeret sig til det, siger han.

Arbejder hårdt
Derudover forklarer Saifullah, at han bestemt heller ikke er kommet sovende til det.

- Jeg har forberedt mig og arbejdet hårdt for at få en masse erfaringer. Jeg har lavet flere freelance projekter under min uddannelse for at vise, at jeg kunne gøre det godt for min kommende arbejdsgiver, siger han.

- Man er nødt til at være åben og prøve. Danmark har så mange muligheder, men du er nødt til at forberede dig og forbedre dine kompetencer, så du kan være en god kandidat til jobbet. Hvis du har de ting, som markedet kræver, så skal du nok få muligheden, mener Saifullah.

Der er dog én ting, som har været svært ved Danmark.

- Sproget! Jeg har prøvet at lære det for mig selv, men jeg starter på sprogskole snart, siger Saifullah.

1 af 2 31-årige Saifullah fra Bangladesh er en succeshistorie. (Foto: Philip Davali)
2 af 2 31-årige Saifullah fra Bangladesh er en succeshistorie. (Foto: Philip Davali)
97 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere