Salgstale fra sælger: 'Næste gang staten udbyder overenskomsterne, vil Det Faglige Hus få dem'

Tillidsrepræsentanter er købt af 3F, og Det Faglige Hus kan forhandle med arbejdsgiver, selvom de ikke har tegnet overenskomsten, er blot nogle af de oplysninger sælgeren gav til Carina Ravn Olesen. Sælger begik en række fodfejl, men "har for så vidt ret", mener Det Faglige Hus

Carina Ravn Olesen er ikke overrasket over, at 3F mister medlemmer til Det Faglige Hus, efter hun selv har oplevet den gule fagforeningens salgsmetoder. Foto: Privat
Carina Ravn Olesen er ikke overrasket over, at 3F mister medlemmer til Det Faglige Hus, efter hun selv har oplevet den gule fagforeningens salgsmetoder. Foto: Privat

Kampen om medlemmer strammer til, og der er krig på kniven mellem den traditionelle fagforening, 3F, og den gule fagforening Det Faglige Hus.

Og en del af den kamp foregår over landets telefonlinjer. Det skriver Avisen.dk.

I en optagelse i Avisen.dk's besiddelse fortæller en telefonsælger for Det Faglige Hus blandt andet, at den gule fagforening forhandler med arbejdsgiveren, når der er knas med overenskomsten.

Sælgeren fortæller også, at Det Faglige Hus vil vinde den næste 'udbudsrunde' af overenskomster, og hvis tillidsfolk siger noget andet end sælgeren, er det fordi, de er ansat af 3F.

Der er kommet fokus på Det Faglige Hus' salgsmetoder, efter Avisen.dk i søndags kunne skrive, om en løgnagtig telefonsælger, der skyede ingen midler for at sælge. Læs hele den historie her.

Carina Ravn Olesen fra Ørum i Midtjylland er til daglig faglig sekretær i 3F's industrigruppe i Skive-egnen. Hun optog samtalerne med sælgeren, da hun fra medlemmer af 3F havde hørt om Det Faglige Hus' salgstaler.

- Jeg var nødt til at høre det med egne ører, siger Carina Ravn Olesen og påpeger, at sælger gik langt i jagten på et nyt medlem.

Flere af Carina Ravn Olesens optagelser er ikke intakte. Hun kan dog fortælle, at sælgeren var særdeles kreativ, da det skulle forklares, hvorfor Det Faglige Hus ikke har overenskomster.

- Jeg fortæller sælgeren, at min tillidsmand har sagt, at Det Faglige Hus ikke har overenskomster, og der siger hun så, at det er fordi, at Det Faglige Hus ikke eksisterede, da de blev udbudt, siger Carina Ravn Olesen og fortsætter:

- Men hun siger, at næste gang staten udbyder overenskomsterne, så vil Det Faglige Hus få dem. Så vi er ude i en eller anden mærkelig form for offentlig licitation, siger Carina Ravn Olesen.

En overenskomst forhandles mellem en arbejdsgiverorganisation og en lønmodtagerorganisation. Dermed står staten fuldstændig uden for disse forhandlinger, og der findes ikke udbudsrunder, hvor man kan byde på en overenskomst.

Kommunikationskonsulent for Det Faglige Hus, Teddy Gehrke, erkender, at sælger ikke havde fuldstændig styr på den danske model.

- Sælger står nok ikke alene, når det gælder 100 % paratviden om den danske model og hele det arbejdsretlige system, og hun giver anledning til flere mindre misforståelser omkring disse forhold, skriver han i en mail til Avisen.dk.

Læs hele salgstalen her.

Undervejs i de mange samtaler påpeger Carina Ravn Olesen, at arbejdsgiveren ikke er forpligtiget til at tale med Det Faglige Hus, når der er knas med overenskomsten, fordi det ikke er dem der har tegnet den.

- Det er ikke rigtigt. Og det er også derfor, vi har så sindssyg stor en tilflugt over til vores fagforening, for det er ved at gå op for folk, at de kan få helt det samme billigere hos os, konkluderer sælgeren i en optagelse, som er i Avisen.dk's besiddelse.

Det Faglige Hus understreger over for Avisen.dk, at de har helt samme adgang til arbejdsgivere, når det gælder problemer med ansættelsesforhold i henhold til ansættelseskontrakten.

Der er dog den forskel i og med, at 3F som overenskomstpart kan tage en sag igennem arbejdsretten, der behandler overenskomstbrud og er den eneste domstol på området. Gule fagforeninger kun kan gå til civile domstole, påpeger Det Faglige Hus.

- Men når vi stævner en arbejdsgiver, så kan man altså ikke bare blive væk, skriver Det Faglige Hus.

Ifølge arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Henning Jørgensen, er det dog at strække den at kalde det for "helt det samme".

Arbejdsretten er nemlig hurtig, specialiseret og effektiv, og sagerne køres kollektivt. Hos de civile domstole skal sager køres individuelt, og domstolene er ikke eksperter på området.

Samtidig kan det ifølge forskeren tage årevis, før der træffes en afgørelse ved en civil domstol, da der kan ankes i en uendelighed.