Samlede millioner ind til hjemløs krigs-veteran - nu er pengene pist væk

En dommer har netop besluttet, at pengene - hvis der er nogle tilbage - skal sættes ind på en særlig konto

Kæresteparret med Bobbitt yderst til venstre. Foto: Elizabeth Robertson/The Philadelphia Inquirer via AP
Kæresteparret med Bobbitt yderst til venstre. Foto: Elizabeth Robertson/The Philadelphia Inquirer via AP

Alt tegnede til at blive en historie om, hvordan det bedste i mennesket vinder, da en 35-årig hjemløs krigsveteran i USA brugte sine sidste 140 kroner på at købe benzin til en kvinde, som var kørt tom for brændstoffet på motorvejen.

Kvinden, den 28-årige Kate McClure, havde ikke umiddelbart penge med, så hun kunne betale lånet tilbage. Men nogle dage senere opsøgte hun Johnny Bobbitt Jr. og gav ham varm mad og vand.

Og ikke nok med det. Kvinden og hendes kæreste var så taknemmelige over den 35-årige krigsveterans hjælpsomhed, at de ligefrem gik i gang med at samle penge ind til den hjemløse mand. Det skete på GoFundMe for Bobbitt.

14.000 betalte
Ifølge nyhedsbureauet AP spyttede 14.000 mennesker i kassen - i alt blev der indsamlet, hvad der svarer til næsten tre millioner danske kroner.

Johnny Bobbitt Jr. var lykkelig. Bidrags-yderne var glade - og det var Kate McClure og kæresten Mark D’Amico i den grad også.

Således kunne hele affæren være endt i idel lykke, hvis det da ikke lige er for den detalje, at alle millioner nu er forsvundet.

Johnny Bobbitt Jr. troede, at han var blevet millionær. Men nu er hovedparten af pengene forsvundet. Foto: David Swanson /The Philadelphia Inquirer via AP
Johnny Bobbitt Jr. troede, at han var blevet millionær. Men nu er hovedparten af pengene forsvundet. Foto: David Swanson /The Philadelphia Inquirer via AP
 

- Chokeret, chokeret. De samlede penge ind for at hjælpe Johnny Bobbitt med penge til mad, siger krigsveteranens advokat Chris Fallon tirsdag til AP.

Bobbitt sagsøgte i sidste uge parret for at have misbrugt indsamlingen til egen fordel.

Frygtede de ville gå til narko
Kæreste-parret siger til gengæld, at de tilbageholdt de indsamlede millioner, fordi de var bange for, at Johnny Bobbitt ville bruge pengene på narkotika.

En dommer har netop besluttet, at pengene omgående skal overføres til en særlig konto, indtil det bliver besluttet, hvordan de skal forvaltes.

Kate McClure nægter pure at have gjort noget galt. Men hendes kæreste indrømmer dog, at han på et tidspunkt lånte cirka 3.500 kroner på kontoen. Pengene blev spillet op i et casino, men senere betalt tilbage.

Den hjemløse mand har angiveligt også fået godt 150.000 kroner. McClure og D’Amico fortæller også, at de købte et mobilt hus til den hjemløse mand. Vognen blev dog anbragt hos McClures familie i New Jersey. Her boede Bobbitt et par uger, indtil han blev smidt ud.

Højest en halv million kroner
Parterne strides nu højlydt om, hvor de mange penge er blevet af og hvem, der har brugt hvad.

Bobbitts advokat fastslår, at hans klient højest har fået en halv million kroner af de indsamlede midler. I dette beløb er indregnet det mobile hus og en bil. Ifølge advokaten mangler der lidt mindre end  to millioner kroner på kontoen.

GoFundMe støtter Johnny Bobbitt i, at han får pengene udbetalt og har hjulpet med at betale advokatsalæret i den spegede sag, som endnu er langt fra sin afslutning.

32 kommentarer
Vis kommentarer