Sammenligner corona med dødbringende pandemi

Anthony Fauci - toprådgiver og ekspert i coronavirussen - siger, at coronakrisen potentielt kan ende lige så alvorligt som influenza-pandemien i 1918, som kostede 50 millioner mennesker livet

Mens den amerikanske præsident Donald Trump forsøger at nedtone coronakrisen i USA, så lyder der endnu engang helt anderledes og meget alvorlige toner fra USA's førende ekspert på området.

Toprådgiver i Det Hvide Hus og læge Anthony Fauci kalder nu Covid-19 for en 'pandemi af historiske proportioner'.

Anthony Fauci sammenligner direkte coronakrisen med influenza-pandemien i 1918, som kostede 50 millioner menneskeliv globalt og 675.000 døde i USA.

Ifølge CNN har Anthony Fauci på et webinar udtalt:

- Det var alle pandemiers moder - og den skrev historie. Jeg håber ikke, at vi nærmer os dette med denne pandemi, men den har muligheden for at nå så vidt i alvorlighed.

Ude af kontrol
Udtalelsen skal ses i lyset af, at coronavirussen tilsyneladende er ved at komme helt ud af kontrol i USA. I begyndelsen blev New York og New Jersey ramt. Men nu har pandemien bredt sig til Californien, Florida, Arizona og Texas.

Mindst 27 delstater har sat den videre genåbning på pause eller har genindført nye restriktioner for at bremse pandemien.

For afslappet
Anthony Fauci lægger ikke skjul på, at de fire nævnte stater har taget alt for afslappet på situationen. Derfor stiger antallet af smittede også voldsomt i disse stater - ikke mindst blandt unge mennesker.

Over 67.000 amerikanere bliver for øjeblikket smittet dagligt med den potentielt dødbringende sygdom. Donald Trump har afvist stigningen i antal smittede med, at flere nu bliver testet.

Over hele verden arbejdes der på højtryk på at fremstille en vaccine eller medicin, som kan begrænse sygdommens hærgen. Ingen laboratorier har endnu fastsat en helt konkret dato for, hvornår en sådan vaccine ligger klar til brug.