Samtykke til sex skal hjælpe voldtægtsofre

I flere europæiske lande er sex uden samtykke voldtægt. Trine har kæmpet for at få sin sag for en dommer

Modelfoto
Modelfoto

Flere vil anmelde en voldtægt, og flere vil blive dømt, hvis loven ændres, så sex kræver, at begge parter enten med ord eller handling har vist, at de har lyst.

Det mener Amnesty International, der onsdag er vært ved en konference på Christiansborg om den danske voldtægtslovgivning.

Ifølge organisationen halter dansk lov efter en række andre europæiske lande, som har indført et krav om samtykke til sex.

- Den danske lov bygger på et forældet kvindesyn, hvor kvindens krop er tilgængelig, indtil hun har sagt nej eller kæmpet imod, siger Helle Jacobsen, der er programleder for køn i Amnestys danske afdeling.

Og det er problematisk, fordi de fleste ofre hverken skriger eller kæmper imod. Et nyere svensk studie viser, at syv ud af ti ofre bliver så bange, at de er ude af stand til at reagere.

Det kan være en af forklaringerne på, at mange mister troen på, at gerningsmanden kan blive dømt og derfor opgiver at indgive en anmeldelse.

Tal fra Justitsministeriet viser, at hvor der hvert år anslås at være cirka 5100 voldtægter og forsøg på voldtægt, er der 700-900 anmeldelser og 60-70 domme.

Trine anmeldte i 2017 sin ekskæreste for voldtægt. Da der endnu ikke er faldet dom i sagen, benytter Ritzau kun hendes fornavn.

På konferencen skal hun fortælle, hvad der skete den aften i september sidste år, og hvorfor hun mener, at et krav om samtykke havde stillet hende stærkere i den retssag, der venter.

- Hvis vi havde et samtykke, så ville det ikke alene være op til mig at forklare, at jeg blev tvunget. Gerningsmanden vil også blive bedt om at forklare, hvad der ledte ham til at tro, at der var tale om et ja fra min side, siger Trine.

Hun er jurist og håber, at hun ved at fortælle sin historie kan vise, hvor svært det i dag er at få en sag for domstolene.

Selv om hun kunne vise dokumentation for blødninger og hævelser i underlivet, så valgte politiet at frafalde sigtelsen.

Det skete blandt andet med henvisning til, at de havde kendt hinanden i en årrække, og at der ikke var nogen vidner.

Siden klagede hun til statsadvokaten, som omgjorde beslutningen, og derfor er der nu rejst tiltale.

15 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere