Sandsække på havnen: Kæmper mod vandmasserne

Vandstanden steg kraftigt i Kolding, hvor havnen blev oversvømmet

(Foto: Claus Bonnerup)
(Foto: Claus Bonnerup)

Mens vandstanden var toppet i det meste af landet, steg vandet fortsat til langt ud på natten i Kolding Havn.

Ekstra Bladets mand på stedet fortalte, at der blev lagt sandsække ud på havnen for at stoppe vandmasserne.

- Vandet stiger voldsomt. Det er steget 10-15 centimer i de sidste 15 minutter, siger han klokken 01.45.

Han oplyser, at oversvømmelser er værst omkring Havnegade og Jens Holms Vej tættest på havnen. Et par timer senere faldet vandstanden igen i området.

(Foto: Claus Bonnerup)
(Foto: Claus Bonnerup)
 

Frank Nielsen, vagthavende meteorolog ved DMI, har tidligere advaret, at Kolding kan blive hårdt ramt.

- Det kan stige til måske 1,85 meter oppe i den nordlige del af Lillebælt oppe ved Kolding-området, og det kan ligge på 1,75 meter mange andre steder.

- Det varer stadig lige nogle timer, før det topper, og man skal nok frem til midt på natten, før det topper ved Kolding, sagde Frank Nielsen.

(Foto: Claus Bonnerup)
(Foto: Claus Bonnerup)
 

DMI oplyser ved 02-tiden, at vandstanden er toppet de fleste steder i landet. I løbet af natten ventes vandstanden at falde langsomt, og torsdag morgen ventes den at ligge typisk mellem 100-130 cm over normal vandstand.

Samtidig ser det ud til at det sydlige Jylland slipper for omfattende oversvømmelser, selv om vandstanden er steget meget i flere områder.

- Vi er udfordret i et par sommerhusområder i Haderslev og Sønderborg og ved Aabenraa Havn, men indtil videre holder vi skansen, og det er tæt på at toppe nu, så med lidt held slipper vi oversvømmelser, siger vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi Preben Westh til Ritzau.

På Fyn er vandstanden begyndt at falde flere steder.

Helnæs-dæmningen i Assens Kommune er oversvømmet og lukket for færdsel. I Faaborg er havneområdet fortsat afspærret.

I Middelfart stiger vandstanden stadig, og oversvømmelser forventes at påvirke skolebuskørslen torsdag morgen.

6 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere