Sandvad kalder Tesfaye

Hundredvis af demonstranter protesterede på ny i landsbyen, der ikke finder sig i at skulle huse kriminelle flygtninge

- Nu må Tesfaye komme ud af busken og forstå, at vi ikke vil finde os i det her, lød det blandt demonstranterne i Sandvad.
Følg Samfund

SANDVAD (Ekstra Bladet): Det kan godt være, at Sandvad er en lillebitte plet på danmarkskortet, men når det kommer til sammenhold og modstand mod at få trukket noget ned over hovedet af magteliten i København og udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), så brøler borgerne i den sydøstjyske landsby nær Vejle imponerende højt.

- Vi vil have ministeren (Mathias Tesfaye, red.) på banen. Nu må han komme ud af busken og forstå, at vi ikke vil finde os i det her, siger en - i overført betydning - kampberedt formand for den lokale beboerforening, Kirsten Paugan, til Ekstra Bladet.

Kirsten Paugan, formand for beboerforeningen og en af hovedkræfterne bag Sandvads modstand mod at huse kriminelle flygtninge, er kommet i fokus på det seneste, efter at Ekstra Bladet afslørede Udlændingestyrelsens planer. Foto: Anders Brohus
Kirsten Paugan, formand for beboerforeningen og en af hovedkræfterne bag Sandvads modstand mod at huse kriminelle flygtninge, er kommet i fokus på det seneste, efter at Ekstra Bladet afslørede Udlændingestyrelsens planer. Foto: Anders Brohus

Mindre end to døgn efter, at 300 borgere var på barrikaderne ved et møde fredag aften med vicedirektør fra Udlændingestyrelsen, Grith Poulsen, placeret i Bulls Eye på skydeskiven, brølede landsbyfolket således højt igen, da mindst et par hundrede demonstranter med fakler, bannere og slagsange trodsede regnen og gik en protestmarch på kryds og tværs igennem Sandvad.

Parolen er enkel: De vrede Sandvad-borgere - og sympatisører fra nabobyerne - vil ikke acceptere, at Udlændingestyrelsen forsøger at luske en helt anden beboersammensætning ind i landsbyens flygtningecenter drevet af Røde Kors.

- Vi føler ikke, vi trængte igennem til Grith Poulsen ved borgermødet i fredags, tværtimod, så fastholdt hun, at vi skal have tidligere drabsdømte og sexforbrydere i flygtningecentret. Vi mener, vi har været ført fuldstændig bag lyset sammen med Vejle Kommune, og havde det ikke været for Ekstra Bladet, ville man have forsøgt at luske det ned over hovederne på os i nattens mulm og mørke, siger Kirsten Paugan.

Næste træk: Christiansborg
Mindst et par hundrede mennesker mødtes søndag eftermiddag foran Sandvad Autoværksted. Ikke ti vilde heste eller heftige regnbyger kunne holde dem tilbage, og bannertekster som 'Sandvad frem for løgn' og 'Hvejsel støtter op' satte en tyk streg under alvoren og sammenholdet igennem nabobyen Hvejsels slagord skrevet med stort.

Både unge og gamle deltog i demonstrationen i Sandvad. Foto: Anders Brohus
Både unge og gamle deltog i demonstrationen i Sandvad. Foto: Anders Brohus
 

53-årige Kim Jørgensen fra Hygum kun et par kilometer væk var fast i mælet, da han kort og kontant fastslog, at Sandvad er det forkerte sted for kriminelle flygtninge.

Kim Jørgensen lægger ikke skjul på sin harme over udsigten til at skulle leve tæt på kriminelle flygtninge. Foto: Anders Brohus
Kim Jørgensen lægger ikke skjul på sin harme over udsigten til at skulle leve tæt på kriminelle flygtninge. Foto: Anders Brohus
 

- Det er helt urimeligt og vil skabe problemer i lokalsamfundet, tilføjer Kim Jørgensen med tydelig vrede i stemmen. Han var ikke med på fredagens borgermøde, fordi han skulle passe sit aftenarbejde på Danish Crown, og han lignede én, der kunne gå hele vejen til Christiansborg, hvis det kunne gøre en forskel.

Det kan det måske om få dage, idet næste træk i modstandskampen ifølge Kirsten Paugan netop er at konfrontere politikerne på Christiansborg.

- Jo, jeg kan godt forstå, at man er nødt til at placere disse mennesker et sted, men det er ikke rimeligt, at et så lille samfund som vores skal løfte sådan en opgave, siger Kirsten Paugan.

Brølet batter
En anden deltager i demonstrationen, 42-årige Anna Filip, der har boet i Sandvad siden 2010, er ikke i tvivl om, at borgernes brøl batter noget.

Anna Filip var også med til borgermødet i fredags, og hun er med hele vejen til Christiansborg. Foto: Anders Brohus
Anna Filip var også med til borgermødet i fredags, og hun er med hele vejen til Christiansborg. Foto: Anders Brohus

- Det er den bedste måde at vise, at vi ikke bare vil sige ja til at bo klos op ad kriminelle. Asylcentret, som det står nu, burde i stedet bruges til at tiltrække turister igennem udlejning, påpeger Anna Filip og tilføjer, at nærliggende attraktioner som Legoland og Givskud Dyrepark gør turist-tanken endnu mere relevant.

Lastbiler og traktorer sluttede sig også til protestmarchen, der samtidig havde borgmester i Vejle Kommune, Jens Ejner Christensen (V), med rundt på vejene.

Kirsten Paugan, der har haft en høj røst i opråbet fra Sandvad, glædede sig naturligvis over den store opbakning, som på ingen måde må forveksles med, at modstanden mod de nye beboere er racistisk motiveret.

- Intet ville være mere forkert at påstå. Vi har boet i fred og fordragelighed med det nuværende asylcenters beboere, og vores børn har leget med hinanden de seneste 10 år, siger Kirsten Paugan.

Der er endnu ikke sat dato på, hvornår udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye skal i samråd om sagen.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

De står tilbage og ligner idioter