Sanne, kom til folkemøde med mig

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro går en gang om ugen medierne og medie-debatten efter i sømmene

Hvorfor kan man ikke få en ’rockmama-i-hvid-pels-med-cigar-i-den-ene-hånd-og-hund-i-den-anden-hånd’-emoji på sin telefon? 
Foto: Mogens Flindt
Hvorfor kan man ikke få en ’rockmama-i-hvid-pels-med-cigar-i-den-ene-hånd-og-hund-i-den-anden-hånd’-emoji på sin telefon? Foto: Mogens Flindt

Jeg vil meget gerne have Sanne Salomonsen som gæst til en debat i Ekstra Bladets telt på dette års folkemøde på Bornholm.

Man skal være ude i god tid, og jeg burde skrive til hendes manager. Men jeg gider ikke spørge ham om lov, for han siger garanteret nej. Han er nemlig ikke særlig vild med Ekstra Bladet, har jeg hørt.

Til gengæld er jeg vild med den trend, som Sanne Salomonsen i øjeblikket er en meget tydelig eksponent for. Nemlig at erfaring er det nye sort.

Det ligger i tiden. Der er brug for nogle i alle samfundets lag, som kan huske længere tilbage end til den første sæson af 'X Factor'.

Og så er der det særlige ved mennesker, som virkelig hviler i egen erfaring, at de på én gang kan sige fra og samtidig være helt vildt rummelige.

Den dualitet personificerer Sanne Salomonsen i sin nye egenskab af 'X Factor'-dommer, og det gås der på røven over på tværs af generationerne.

Nogen bliver endda helt bims.

Politikens reporter Emil Bergløv indledte et stort interview med Salomonsen for nylig med at berette, at hans 32-årige kæreste har fået Sanne Salomonsen på hjernen.

Hun har overtaget rocksangerens vokabularium og taler om at 'give den noget power' eller 'mere body'. Hun overvejer at skifte garderoben ud til noget mere eksotisk og pelsdyr-agtigt, og han har sågar hørt kæresten klage over, at hun ikke har en 'rockmama-i-hvid-pels-med-cigar-i-den-ene-hånd-og-hund-i-den-anden-hånd'-emoji på sin telefon.

I Berlingske har journalist og tv-vært Gertrud Højlund erklæret sig fjernforelsket. I en klumme hylder hun Salomonsen for både at give en masse kærlighed til deltagerne i 'X Factor' og at gøre de andre dommere bedre med sin naturlige autoritet, som ikke inviterer til magtkampe, markeringer og 'pikket' adfærd, som Højlund udtrykker det.

I skrivende stund sidder jeg på mit kontor iført spidse, blå rockstøvler med raslende spænder. Min tøjstil har i årtier været præget af det, jeg fik ind med skeer af Anne, Sanne og Lis i mine unge dage. Sneakers og Anne Linnet Band var en del af soundtracket til min ungdom, og det var Sanne, vi allesammen helst ville ligne.

Hendes fandenivoldskhed som frontkvinde på scenen er bygget ind i dna'et hos min generation.

Men der er mere end lækkert kluns og attitude at komme efter.

Som Emil Bergløv skriver, har Sanne Salomonsen skrevet sig ind i Familien Danmark anno 2018 på en ny måde. Ikke som sangeren og fænomenet, men som mennesket.

Og som sådan mener jeg, at hun markerer en form for vendepunkt i en hverdag, hvor mange af os prøver at leve op til noget, der slet ikke er os, eller som vi aldrig kommer til at nå i det her liv.

Unge prøver at lyde modne og mere vidende, end de er. Ældre prøver at se yngre ud. De fleste prøver at nå både parforhold, børnefamilieliv og job. Det går tit galt.

Og der sidder Sanne Salomonsen så og har prøvet det meste. Op- og nedture. At være tæt på døden. Hun klæder sig, som hun altid har gjort, og hun slår med håret på samme måde.

'Jeg trækker jo gennemsnitsalderen helt vildt op, hvilket jeg fuldstændig vil skide på', siger hun i Politiken-interviewet.

Det kan hun roligt gøre. Erfaring viser sig at være dragende og tiltrængt. Erfaring er det nye sort.

Det er det, jeg gerne vil tale med Sanne Salomonsen om på Bornholm. Som sagt tror jeg ikke, at hendes manager synes, det er en god idé.

Men det vil jeg fuldstændig skide på. Det er Sanne, der bestemmer.

Hermed har hun en åben invitation.

114 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere