SAS-direktør: Vi er glade for at vi igen kan komme på vingerne

SAS og de skandinaviske pilotforeninger er blevet enige om en treårig overenskomstaftale.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Det har været et sejt træk mellem SAS og de skandinaviske piloter, der fredag gik i strejke.

Efter maratonforhandlinger i Oslo, er der torsdag aften dog gode nyheder til flypassagererne, fortæller Lars Sandahl Sørensen, koncerndirektør i SAS.

- Vi er først og fremmest glade for, at vi har fundet en tilfredsstillende aftale mellem SAS og pilotforeningerne, så vi nu kan komme på vingerne igen og tilbyde kunderne det, de regner med. Nemlig et rettidigt SAS

Ifølge formanden for Dansk Pilotforening, René Arpe, har piloterne fået lønstigninger på 3,5 procent det første år, 3 procent det andet og 4 procent tredje år.

- Først vil jeg sige, at jeg er rigtig glad for, at passagererne kan komme op i flyene igen. Vi har begge (SAS og piloterne, red.) taget lidt og givet lidt. Og det har været en hård mægling, siger René Arpe til TV2 News.

Nået hinanden
Pilotformanden fortæller videre, at det vigtigste krav fra piloternes side har været en øget grad af forudsigelighed i forhold til arbejdstid.

Også her har man nået hinanden, fortæller Lars Sandahl Sørensen.

- Vi er blevet enige om både mere forudsigelighed i arbejdsplaner, løn samt karrieremuligheder i SAS som pilot. I forhold til forudsigelighed i arbejdstid er vi blevet enige om, at en større del af piloterne kan blive flyttet til vores faste ordning.

Piloterne kan enten være i en variabel eller fast gruppe, når det kommer til planlægningen af deres arbejdstid. Piloterne i den faste gruppe kender deres arbejdstider flere måneder frem og kører i et fast rul.

Piloter i den variable gruppe kender derimod oftest kun deres arbejdstid, to uger før månedens vagtplan træder i kraft. Deres arbejdstid varierer desuden i løbet af året

- I dag har 30-40 procent af piloterne en fast gruppe, men med aftalen bliver det 50-60 procent af piloterne, der kan komme på den faste ordning, hvis de ønsker det.

- Og det er klart, at for en stor virksomhed som vores, der er afhængig af at kunne flyve, når kunderne vil flyve, så er det en meget stor omkostning for virksomheden at kunne håndtere det her, siger Lars Sandahl Sørensen.

Sorte tal

SAS vil dog også efter aftalen være en forretning med sorte tal på bundlinje, forsikrer koncerndirektøren.

- Vi skal være konkurrencedygtige i alt, hvad vi laver. Vi konkurrerer meget skarpt, og derfor skal vi være 20-30 procent bedre end vores konkurrenter, fordi vi generelt har højere omkostninger. Jeg mener, at vi har indgået gode og ansvarlige aftaler. Og det er vi tilfredse med.

Spørgsmål: Så SAS vil stadig give overskud fremover?

- Ja.

SAS’ piloter vil fredag genoptaget arbejdet, men der vil ifølge Lars Sandahl Sørensen gå lidt tid, inden driften er fuldt normaliseret.

FAKTA OM AFTALEN:

Efter en syv dage lang strejke og over 4000 aflyste flyafgange, er SAS og dets piloter i Danmark, Sverige og Norge sent torsdag aften blevet enige om en aftale, der sikrer piloterne lønstigninger på mindst tre procent om året til og med 2021.

Desuden har piloterne blandt andet fået opfyldt et krav om, at de får tidligere besked om deres vagtplaner, end tilfældet er nu.

De i alt 1409 piloter, som strejkede, havde som udgangspunkt krævet en lønstigning på 13 procent første år.

Kravet er ikke blevet helt opfyldt, men piloterne har sikret sig godt ti procent mere i løn i perioden.

Lønhoppet fordeler sig således:

* 2019: 3,5 procent.

* 2020: 3,0 procent.

* 2021: 4,0 procent.

Gennemsnitslønnen for en pilot i SAS ligger ifølge selskabet på 995.000 danske kroner om året. Dertil kommer forskellige tillæg og pension.

Kilde: Pressemeddelelse fra SAS Norge Flygerforening og Parat.

 

25 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere