SAS finder fejl i Boeing-fly

Den amerikanske luftfartsmyndighed har krævet tjek af 165 fly efter revnedannelser. De har fundet fejl i to af flyene

SAS har fundet fejl i 2 af 31 Boeing 737 NG-fly, som skulle tjekkes for revner.

Det oplyser SAS' fungerende pressechef, Troels Karlskov, til netmediet check-in.dk, og han bekræfter det ligeledes over for Ritzau.

De to fly er derfor taget ud af drift.

Pålagt tjek
Det er de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, som for en uge siden krævede inspektion af flyene, fordi Boeing i september fandt revner i flere 737 NG-fly.

31 SAS-fly blev pålagt at skulle tjekkes.

SAS oplyser, at de aktuelle dele på flyene bliver udskiftet, og at det ene i øvrigt var på vej ud af SAS' flåde. Det er derfor ikke planen, at den skal tilbage i flåden, fortæller pressechef Troels Karlskov.

Inspektionerne af flyene har ikke påvirket trafikken hos SAS den seneste uge, og de vil heller ikke kommer til at gøre det, forsikrer pressechefen.

58 fly skal undersøges
Pressechef Troels Karlskov fortæller, at i alt 58 af selskabets fly skal undersøges. Men ikke alle har skullet undersøges inden for en uge.

- Vi følger myndighedsreglerne og kravene fuldstændigt, som vi skal - lige som andre i branchen, siger han til Ritzau og understreger, at selskabet har sikkerhed som førsteprioritet.

Samlet har den amerikanske luftfartsmyndighed, FAA, krævet inspektion af i alt 165 fly.

Foruden SAS' fly har selskabet Jet Time skullet tjekke ét fly inden for den seneste uge. Her er ikke fundet fejl på pågældende fly, oplyser selskabet til check-in.

Tog fly ud af drift
Natten til torsdag skrev nyhedsbureauet Reuters, at det amerikanske luftfartsselskab Southwest Airlines onsdag tog to fly ud af drift.

Ligeledes har det brasilianske luftfartsselskab Gol Linhas Aereas taget 11 fly af samme flytype ud af drift.

De to luftfartsselskaber er begge store operatører af Boeings 737-fly, både NB-modellen og MAX-modellen, som har været underlagt flyveforbud i månedsvis efter to dødelige flystyrt.

Designet til at holde
Revnerne er fundet på det stykke, der på engelsk kaldes en "pickle fork". Det er ifølge nyhedsbureauet dpa den del af flyet, som fæstner vingerne med flykroppen. Dette stykke er ellers designet til at holde hele flyets levetid.

- Boeing har gjort FAA opmærksom på problemet og har aktivt engageret os med vores globale kunder af 737 NG-flyene i forhold til at støtte de påkrævede undersøgelser, skriver Boeing i en meddelelse.

Samtidig understreger flyproducenten, at problemet med revner ikke vedrører nogle af dets omstridte 737 MAX-fly.

7 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere