SAS nægtede adgang: Først da handicappet pige fik angstanfald ændrede selskabet mening

En mindreårig pige med OCD og asperger blev nægtet at komme ombord på et SAS-fly til Milano

Julie Schustin lider af asperger og OCD. Foto: Privat
Julie Schustin lider af asperger og OCD. Foto: Privat

En simpel flyvetur fra København til Milano udviklede sig til en oplevelse, som familien Schustin sent vil glemme. Og ikke udelukkende for de gode minder.

For datteren Julie, der både lider af asperger og OCD, blev nemlig nægtet adgang til flyet.

- Julie og hendes søster skulle selv flyve til Italien, mens min kone og jeg tog bilen, da Julie ikke er meget for køre lange ture, fortæller Kim Shustin til Ekstra Bladet.

- Eftersom Julie lider af asperger og OCD, skal der ikke meget til at ryste hende ud af sin grundvold. Hun får nemt angstanfald og så videre.

- Vi kan ikke efterlade hende
De søstrene ankommer til check-in-skranken i lufthavnen, får de den nedslående besked, at der ikke er plads til 16-årige Julie. Der er dog plads til hendes søster på 18 år.

- Hun begynder at skælve, og min ældste datter siger, 'vi kan ikke efterlade hende her. Hun er kun 16 år og lider af OCD og asperger'.

Men både det, at hun er mindreårig og lider af et handikap, er personalet i lufthavnen tilsyneladende ligeglad med. Personalet fortæller blot, at søstrene kan prøve at spørge SAS-personalet ved gaten.

Ved gaten får søstrene den samme nedslående besked.

Fik et anfald
Mens alt det ovenstående står på i Københavns Lufthavn, sidder Kim og konen på vej til lufthavnen i Milano, hvor de skal hente deres piger.

Artiklen fortsætter under billedet:

Kim Schustin skulle møde sine døtre i Milano. Foto: Privat
Kim Schustin skulle møde sine døtre i Milano. Foto: Privat

Kim Schustin prøver desperat at få fat i SAS' kundeservice.

- Kundeservicemedarbejderen hos SAS siger bare, at det ikke er deres ansvar. Vi skal rette henvendelse til lufthavnen.

- Hos lufthavnen fortæller de, at SAS tit laver det her nummer. Men det er hos SAS, vi har bestilt billetterne, så lufthavnen kan heller ikke gøre noget.

Til sidst knækker Julie sammen i København.

- Først da min datter får et angstanfald går det op for personalet, at de er nødt til at tage hende med på flyet.

Derefter bliver et par smidt af flyet, så søstrene endelig kan komme ned til Milano.

Lægger sig fladt ned
Hos SAS er man særligt kede af den behandling, man har givet gæsterne i sagen her.

- Vores politik er, at vi prøver at få folk af flyet frivilligt, hvis der ikke er plads.

- Det er ikke vores normale procedure at afvise folk med handicap eller børn, hvorfor vi også er meget kede af den her sag, siger Knut Morten Johansen, informationschef hos SAS, der ikke kender detaljerne i den konkrete episode.

Familien har endnu ikke fået en forklaring på, hvorfor søstrene blev afvist. Men ifølge Knut Morten Johansen kan der være en grund.

- Det kunne være, at de ikke havde oplyst pigens handicap, da de bookede billetterne.

Skulle familien ikke være tilfreds med den beklagelse, SAS kommer med her, er det ikke utænkeligt, at de kan blive kompenseret på anden vis.

- Hvis familien vil have en form for kompensation, kan de skrive til os, og så vil vi undersøge sagen yderligere.

237 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere