Saudi-Arabiens kong Salman udpeger ny kronprins

Den 81-årige konge har udpeget sin 50 år yngre søn som sin efterfølger.

Saudi-Arabiens konge, Salman bin Abdulaziz bin Saud, har udpeget sin søn vicekronprins Mohammed bin Salman til kronprins. På samme tid afsætter han den hidtidige kronprins, nevøen Mohammed bin Nayef.

Det oplyser det officielle saudiske nyhedsbureau SPA.

Mohammed bin Salman er 31 år og søn af kongen og dennes tredje kone. Han er også blevet udnævnt til vicepremierminister og fastholder i øvrigt sin post som forsvarsminister.

Kong Salman har gennem længere tid gradvist fjernet magt fra sin 57-årige nevø, Mohammed bin Nayef.

Mohammed bin Nayef er velanset i den vestlige del af Saudi-Arabien for sin modstand mod den ekstremistiske gruppe al-Qaeda. Men kong Salman har ikke vist samme begejstring for bin Nayef.

Ifølge SPA bliver Mohammed bin Nayef med øjeblikkelig virkning frataget alle sine poster.

Mohammed bin Salmans forfremmelse var ventet af mange i kongehusets tætte cirkler. Alligevel kommer alligevel som en overraskelse for mange iagttagere.

Saudi-Arabien oplever i øjeblikket øget spænding med Qatar og Iran. Landet er samtidig fastlåst i en luftkrig i Yemen.

I Saudi-Arabien symboliserer den nye unge kronprins håb for den yngre generation. Mere end halvdelen af landets befolkning er under 25 år.

Sidste år varslede Mohammed bin Salman - også kendt som "MBS" - gennemgribende ændringer, som han udtrykte det. Ændringerne skal ifølge Mohammed bin Salman sætte en stopper for Saudi-Arabiens afhængighed af olie.

Den nye kronprins er desuden formand for Rådet for Økonomi og Udvikling. Det er en gruppe af kabinetsministre, der mødes ugentligt og fører tilsyn med alle politiske beslutninger, der vedrører økonomi eller sociale spørgsmål.

Men måske vigtigst af alt er Mohammed bin Salman portvogteren til sin far, kong Salman. Som Saudi-Arabiens absolutte monark har han det sidste ord i enhver statslig beslutning.

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere