Savner tilgivelse på Borgen

Jakob Engel-Schmidt, folketingsmedlem for Venstre, hader, når Alternativet har et virkelighedsfjernt syn på fakta

Julen handler om kærlighed og tilgivelse. Det burde vi tænke over på Christiansborg, siger Jakob Engel-Schmidt. Foto: Magnus Holm/POLFOTO
Julen handler om kærlighed og tilgivelse. Det burde vi tænke over på Christiansborg, siger Jakob Engel-Schmidt. Foto: Magnus Holm/POLFOTO

- Hvorfor er du så sur på Alternativet?

- Det er jeg, fordi partiets folketingsmedlemmer har en tendens til at opfinde egne fakta i stedet for at acceptere andres argumenter. Det irriterer mig specielt i julemåneden, siger Jakob Engel-Schmidt.

- Hvorfor specielt i julemåneden?

- Fordi det er den måned, hvor vi skal glæde hinanden, men Alternativets folk bliver ved med at holde fast i deres påstande.

- Er du ikke bare lidt hellig?

- Jeg har i modsætning til mange på Christiansborg oplevet at blive fyret af vælgerne. Det skete ved valget i juni 2015, da jeg ikke blev genvalgt til Folketinget.

- Den oplevelse betød, at jeg måtte ud og finde et andet arbejde.

- Det åbnede mine øjne for, at der også er en verden uden for Christiansborg.

- Når man går inde på Christiansborg, går man nærmest i en osteklokke. Der gælder det om at skælde ud på hinanden frem for, at vi hjalp hinanden.

- Du og andre Venstre folketingsmedlemmer gjorde da ellers det samme, da Helle Thorning-Schmidt (S) var statsminister. Hvorfor nu denne hellighed?

- Det er rigtigt. Jeg var selv formand for en 'jagtforening', der forsøgte at skyde alt ned, hvad der især kom fra SF’s daværende formand Annette Vilhelmsen, da hun var minister. Det fortryder jeg i dag.

- Hader du dybest set Christiansborg?

- Nej, men jeg kunne godt tænke mig, at substans og indhold fyldte noget mere, end det gør i dag.

- Julen handler om kærlighed og tilgivelse. Det burde vi tænke over på Christiansborg, siger Jakob Engel-Schmidt.

20 kommentarer
Vis kommentarer