Schweiz siger ja til velfærdsdetektiver og øget overvågning

64,7 procent af vælgere i Schweiz bakker op om, at forsikringsselskaber må spionere mod mistænkelige kunder

Schweiziske vælgere stemmer ja til velfærdsdetektiver og øget overvågning.

Det viser optællingen af stemmer fra søndagens folkeafstemning i alpelandet.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Med lovændringen får landets forsikringsselskaber mulighed for at overvåge og optage personer på offentlige steder eller i private omgivelser, hvis der er mistanke om forsikringssvindel.

Optagelsen skal blot ske fra et offentligt sted, og så skal forsikringsselskaberne kunne fremvise "konkrete indikationer" på svindel.

Fortalere for lovændringen mener, at det er et nødvendigt tiltag for at kunne kontrollere svindel og begrænse forsikringsselskabernes udgifter.

Omvendt mener kritikere, at lovændringen vil føre til et seriøst og uberettiget brud på privatlivets fred.

Det var ventet, at op mod 60 procent af vælgerne ville stemme for forslaget. En optælling viser, at 64,7 procent bakkede op om forslaget.

Indtil 2016 havde schweiziske forsikringsselskaber i flere år lovligt kunnet overvåge personer, der var mistænkt for at svindle med erstatningskrav og skadesanmeldelser.

Men det stoppede efter en afgørelse ved Den Europæiske Menneskeretsdomstol.

Her gav domstolen en schweizisk kvinde medhold i, at hendes forsikringsselskab havde krænket hendes privatliv ved at spionere mod hende.

2 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere