Scorer million-bonus på at få Touren til Danmark

Tour de France-parret Alex Pedersen og Joachim Andersen har scoret 1,9 millioner kroner på at få Tour de France til Danmark

Ikke blot overborgmesteren kan se potentiale i at få touren til Danmark. Også Jørgen Leth har store forventninger til den danske Tour de France i 2021. Han har faktisk indtalt en af præsentationsvideoerne - se den her.

De to danskere, der har sikret, at Tour de France kommer til Danmark i 2021 har fået kontant bonus for deres indsats.

Det bekræfter Alex Pedersen over for Ekstra Bladet. Han har sammen med Joachim Andersen sikret, at den gule trøje kører på de danske veje.

- Da vi fik idéen til at få touren til Danmark, bad vi ikke om at få noget for det. Til gengæld blev aftalen, at hvis det blev til noget, ville vi få et succesfee på 1,5 millioner kroner, siger Alex Pedersen.

Med moms lyder beløbet på 1,9 millioner kroner, og det er udbetalt til selskabet Jaap Consulting, som Alex Pedersen og Joachim Andersen ejer sammen. Det er hjemmesiden journalista.dk, der har bedt om aktindsigt i aftalen.

Overborgmester i København, Frank Jensen (S) (tv.) har udbetalt 1,9 millioner kroner til  Joachim Andersen og Alex Pedersen (th.) for deres indsats for at få Tour'en til Danmark. Arkivfoto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix
Overborgmester i København, Frank Jensen (S) (tv.) har udbetalt 1,9 millioner kroner til Joachim Andersen og Alex Pedersen (th.) for deres indsats for at få Tour'en til Danmark. Arkivfoto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix

Udbetalingen kommer nemlig fra sekretariatet Grand Départ Copenhagen Denmark 2021, der skal sørge planlægningen af Touren i Danmark, og som Alex Pedersen nu er direktør i.

Han mener imidlertid ikke, at det er et problem, at han er direktør i selskabet, som har udbetalt ham bonussen:

- Der er ingen sammenhæng mellem de to ting. Vi indgik aftalen om at forsøge at få Tour de France til Danmark, inden jeg blev ansat. Vi fik ikke noget for det arbejde, og hvis det var mislykkedes, havde vi arbejdet gratis. Men da det lykkedes, var aftalen altså, at beløbet ville komme til udbetaling, og det er nu sket, siger han.

Han peger samtidig på, at han ikke har været involveret i udbetalingen. Det har derimod Frank Jensen (S), overborgmester i Københavns Kommune, der er bestyrelsesformand i Grand Départ Copenhagen Denmark 2021:

- Jeg har sagt helt tydeligt, at jeg ikke vil ind over den udbetaling, siger Alex Pedersen.

Alex Pedersen er selv tidligere cykelrytter. Han blev konstitueret direktør for Grand Départ Copenhagen Denmark 2021, da sekretariatet blev oprettet. Siden 3. maj har han været direktør.

Det er de fem deltagende kommuner samt Økonomi- og Indenrigsministeriet, der står bag sekretariatet.

32 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere