Ekstra Bladet kunne tirsdag fortælle om Inge Ingvardtsen, der lever i et sod-mareridt, efter en sugemaskine fra Egedal Kommune pludselig begyndte at sprøjte sod ud.
Og billederne taler for sig selv. Lejligheden er næsten umenneskelig at være i, men beskeden fra kommunen er klar. Du må selv fikse det.
- Det er uværdigt. Noget svineri. Hvordan kan de behandle mig sådan? Hvis ikke, at skaden kommer fra maskinen, hvor kommer den så fra, siger Inge Ingvardtsen om situation.
Se alle de vilde billeder herunder.
Billeder af alle sodskaderne
Kommune: Ikke vores skyld
Kommune: Ikke vores skyld
Ekstra Bladet har flere gange været i kontakt med Egedal Kommune i forsøget på at lave et interview med en ansvarlig. Det er blevet afvist. Til gengæld har vi fået tilsendt følgende skriftlige svar, hvor de igen afviser at hjælpe Inge.
'Vi er kede af, at borgerens hjem er blevet tilsodet. Af hensyn til medarbejdernes arbejdsmiljø skal der være udsugning i hjem, hvor der ryges meget, og som besøges af hjemmeplejen. Egedal Kommunes forsikringsselskab har undersøgt den maskine, som suger tobaksrøgen ud. Der er ikke fundet tegn på fejl eller spor af brand i maskinen. Der er derfor ikke noget, der tyder på, at maskinen har spredt sod i hjemmet.'
'Vi har i første omgang henvist borgeren til at få udgifter til rengøring dækket af eget forsikringsselskab. Vi har desuden oplyst borgeren om muligheden for at henvende sig til kommunen og søge om hel eller delvis dækning af udgifterne til en grundig rengøring af hjemmet,' oplyser Egedal Kommune.
Vi har igen forsøgt at få et interview med kommunen, da vi gerne vil høre, om kommunen ikke burde hjælpe en svag borger, når hun nu fortæller, at det kom fra maskinen. Men igen har de afvist at stille op.
Derfor bliver hun afvist
Ekstra Bladet har fået indsigt i den undersøgelse, som kommunen bygger deres afvisning på. Her fremgår det, at maskinen ganske rigtigt har suget sodpartikler fra Inges rygning. Men de slår fast, at maskinen har fungeret:
'Ud fra svaret på undersøgelsen er der intet, der tyder på, at kommunen har opstillet en mangelfuld vedligeholdt luftrenser, eller at denne har været fejlbetjent af kommunens ansatte.'
'Det fremgår af udtalelsen fra LIGHTAIR, at maskinen har været fuld funktionsdygtig og netop har suget sodpartikler fra en anden forurening. Dette indikerer, at skadeårsagen skal findes et andet sted. Det er dog ikke kommunens pligt at finde denne, og det er min vurdering, at det ikke er bevist, at kommunen eller dennes ansatte har begået fejl eller forsømmelser.'
'Jeg må derfor afvise, at kommunen er erstatningsansvarlig for skaden i din mors lejlighed, og jeg henviser i den forbindelse til min mail fra den 22.11.2022, hvoraf det fremgår, hvilke betingelser der gælder for at få erstatning fra ansvarsforsikringen,' lyder det.