Hvis du er en rigtig hund efter friturestegt mad, har du nok allerede opdaget det. Eller hvis du i det hele taget har holdt øje med de krøllede kvitteringer fra supermarkedet.
Siden december 2021 er priserne på fødevarer steget markant, og i samarbejde med pris-hjemmesiden Beepr kan Ekstra Bladet nu løfte sløret for de vilde prisstigninger på nogle af de mest populære fødevaregrupper fra en række supermarkedskæder.
Den samlede prisstigning på varerne siden december 2021 lyder på 17 procent, mens priserne for blandt andet smør, olie og kød er stukket helt af.
Steget med 44 procent
Olie ligger i top med en prisstigning på hele 44 procent, og ikke langt efter ligger smør, som 1. marts kostede 39 procent mere end 1. december 2021, og gennemsnitsprisen er 1. marts lige over 24 kroner.
I bund finder vi grøntsager, som kun er steget to procent i pris de seneste to år.
Jon Henriksen, der er direktør i Beepr, kalder prisudviklingen for 'voldsom'.
- Når vi ser tilbage med et år eller endda endnu længere, så er prisstigningerne rigtig voldsomme.
- Selvom der nu er påbegyndt et fald i nogle priser, så er det stadig på så få varer, at det endnu ikke giver sig udtryk i de overordnede tal desværre, siger han.
For meget mælk
I Salling Groups forretninger er priserne dog på vej ned igen, men kun på udvalgte mejerivarer. Og det skyldes kun, at Arlas landmænd ifølge TV 2 Østjylland har produceret for meget mælk.
- Nu er der kommet et fald, og derfor sætter vi priserne ned igen krone for krone, ligesom vi havde lovet, siger kommunikationsdirektør i Salling Group Henrik Vinther Olesen til TV 2 Østylland.