Se skiltet, der skaber køer af turister

Skiltet står mest på vejen for sjov, men også lidt i alvor

Skiltet tiltrækker sig stor opmærksomhed på Visingsö (Foto: Jönköping Kommune/Instagram)
Skiltet tiltrækker sig stor opmærksomhed på Visingsö (Foto: Jönköping Kommune/Instagram)

De fleste har nok set de skilte, der gør billister og andre opmærksomme på legende børn på vejen. Men har du nogensinde set et skilt, der advarer mod legende pensionister?

På den svenske ø Visingsö har lige netop sådan et skilt tiltrukket sig så meget opmærksomhed, at turister nu står i kø for at se det. Det skriver det svenske medie JKPGLive.

Det er de to pensionister, Kerstin Carlgren og Reidar Tengman, der har sat skiltet op foran deres hus på øen. Parret fik skiltet i gave af deres børn forrige år, fordi børnene syntes, at det var nødvendigt at 'advare imod' deres legesyge forældre.

- Det er ligesom det ser ud, vi er aktive pensionister. Vi har en masse fester og krebsegilder. Så de synes, at det var nødvendigt, siger Kerstin Carlgren til GT.

Omkring 50 turister tropper hver dag op for at se skiltet, men det generer ikke det barnlige par.Nogle gange går Reidar ud til skiltet og spørger, om der er nogen, der vil lege.

- Det er dejligt, at folk kommer her, og vi er meget åbne af os, siger Kerstin Carlgren til JKPGLive.

Selvom parret nyder at være med i det postyr, som skiltet har skabt, satte de det ikke kun op for sjov.

- I løbet af sommeren kører der en masse turister forbi, og mange kører temmelig hurtigt. Så vi snakkede om at det kunne være sjovt at have et advarselsskilt for legende pensionister, siger Kerstin Carlgren.

Har du set et mærkeligt skilt et sted ude i verden? Så tip os! Send et billede og et par ord til cg@eb.dk

20 kommentarer
Vis kommentarer