Se tallene: Så dyrt bliver det for pensionister

Får politikerne deres vilje, skal pensionister fremover bruge en meget større del af deres rådighedsbeløb på cigaretter

Dyrere priser på cigaretter kan blive en stor udskrivning for landets pensionister. Foto: Linda Johansen
Dyrere priser på cigaretter kan blive en stor udskrivning for landets pensionister. Foto: Linda Johansen

Det skal være dyrere at være ryger. Det mener alle folketingets partier med undtagelse af Liberal Alliance og Nye Borgerlige.

Flere eksperter har over for Ekstra Bladet kritiseret regeringens planer om at sætte prisen på cigaretter op fra 40 til 50 kroner, hvilket især vil påvirke de 40 procent rygere, der er enten pensionister eller arbejdsløse.

Vennerne Michael Christiansen og Michael Engmand har begge røget, siden de var helt unge. Det vil højere priser på cigaretter ikke ændre på. Foto: Linda Johansen Samfund - 13. sep. 2019 - kl. 07:04 Vil hæve prisen på smøger: Røgbombe under pensionister

- For mange vil det være svært at få pengene til at slå til. Vi ved allerede, at de borgere, der har det sværest økonomisk, ikke køber receptpligtig medicin. Tobaksafgiften kan være en relativ stor udgift i en husholdning, så det kan have store konsekvenser, lød det fra Jann Sjursen, der er formand for Rådet for socialt udsatte.

Præcis hvor dyrt det kan blive for pensionister, har den liberale tænketank Cepos regnet på.

Beregningen viser, at enlige pensionister kan ende med at bruge knap 20 procent af deres månedlige rådighedsbeløb på cigaretter, hvis prisen ender på 60 kroner, sådan som flere partier er enige om. Kommer cigaretter fremover til at koste 50 kroner, som regeringen foreslår, er andelen tre procentpoint lavere.

Fattigdomsforsker og lektor på Sociologisk Institut Jørgen Elm Larsen slog fast, at stigningen vil ramme socialt skævt.

- Det vil ramme hårdest i bunden af samfundet, forudsat at den gruppe fortsætter med at ryge, konstaterede han.

- Det kan føre til, at de fattigste rygere prioriterer at købe cigaretter og kompensere ved at købe dårligere kost eller undlade at købe medicin. Det er lidt af et paradoks, at man både bliver syg af at ryge men også af at bruge flere penge på at ryge, tilføjede han til Ekstra Bladet i går.

Charlotta Pisinger, professor i tobaksforebyggelse, vurderer over for Ekstra Bladet, at en stigning på 25 procent formentligt vil føre til, at mellem otte og ti procent af rygerne vælger at stoppe.

Godt for unge
Ganske anderledes ser det ud for de helt unge rygere, der er de mest prisfølsomme. Ifølge Sundhedsstyrelsen peger undersøgelse på, at cigaretforbruget blandt børn og unge vil falde med hele 75 procent, hvis prisen på en pakke sættes op til 60 kroner, mens faldet kun er det halve, hvis prisen bliver 50. Altså en markant mere positiv effekt.

Det skal cigaretter koste

Liberal Alliance og Nye Borgerlige vil ikke hæve prisen.

Danske Folkeparti vil lade tobaksafgiften følge den almindelige løn- og prisudvikling, så en pakke kommer til at koste 46 til 48 kroner de kommende år.

Konservative, Venstre, Enhedslisten og SF: 60 kroner

Alternativet: 80 kroner

De Radikale: 90 kroner

Under valgkampen luftede Mette Frederiksen da også muligheden for at indføre differentieret pris på cigaretter.

- Måske vil der være en mulig vej i at sige, at vi sætter priserne op for de unge, så de ikke starter med at ryge, men at vi måske samtidig lige skærmer nogle af de pensionister, der ikke har så mange penge, forklarede hun i P3 i maj.

Det viste sig dog siden at være umuligt at gennemføre i praksis, lød det tidligere på ugen fra skatteminister Morten Bødskov i et svar til folketinget.

Han understreger dog, at regeringen er 'bevidst om, at afgifter påvirker indkomstgrupperne i samfundet forskelligt, og at højere tobaksafgifter især er en økonomisk byrde for de laveste indkomster. Disse hensyn vil indgå i regeringens overvejelser om afgiftsforhøjelser på tobaksområdet'.

Se også: Rygerne skal ribbes

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Det mener rygerne selv

Ekstra Bladet var tirsdag på gaden for at høre fra nogle af de ældre danskere, der bliver påvirket af en prisstigning på tobak. Vi stillede dem følgende spørgsmål:

Hvad siger du til regeringens forslag om at sætte prisen på cigaretter op til 50 kroner pakken?

Ville det få dig til at holde op med at ryge?

Hvad skulle en pakke cigaretterne koste for at få dig til at stoppe med at ryge?

Acif Bajramsouski, 78 år. Pensionist. Ryger en pakke cigaretter om dagen.

- Hvis de sætter prisen op til 50 kroner, så vil jeg prøve at stoppe. Men det er svært. Rygning er som en god kammerat for mig.

- Jeg er pensionist, og så det for er dyrt. Jeg har også prøvet at stoppe før.

 

***

Michael Christiansen, 60 år. Førtidspensionist. Ryger mellem 20 og 30 cigaretter om dagen.

- Jeg synes, det er latterligt, at de sætter priserne op! Os, der har røget hele vores liv, skal have lov til det.

- Jeg tror sgu ikke, at en prisstigning ville få mig til at stoppe. Jeg kan faktisk svare på, hvad den skulle koste før jeg stoppede.

Michael Engmand, 57 år. I jobafklaringsforløb. Ryger en pakke cigaretter om dagen.

- Forslaget er noget lort! Men jeg er begyndt at brug e-smøger, så det gør det noget billigere.

-Hvis det blev vedtaget, ville nok bare ryge flere e-smøger. Jeg ville ryge 40 cigaretter om dagen, hvis jeg ikke brugte dem, men hvis det kostede mere end 70 kroner, ville jeg udelukkende ryge e-cigaretter.

 

***

Majbritt Yükcü, 54 år. I ressourceforløb.

- Vi rygere er i forvejen et jaget folkefærd. Jeg synes efterhånden, politikerne bestemmer for meget.

- Jeg har allerede tænkt på et rygestop, for det ER en dårlig vane. Ikke så meget på grund af prisen.

- Det er svært at sige, hvad en pakke skulle koste før jeg stoppede. Man siger jo hver gang, de stiger, at NU stopper jeg. Jeg ruller også indimellem.

 

***

Laurits Henriksen,  18 år. Gymnasieelev. Ryger en til to pakker om ugen.

- Hvis en pakke kommer til at koste 50 kroner, så er det fint nok, men jeg tror ikke, at det kommer til at have den store indflydelse. Måske vil nogen købe færre smøger. Det ville nok ikke få mig til at stoppe med at ryge

- For at jeg skulle stoppe med at købe smøger lovligt, så skulle den nok op på 60 kroner.

***

Peter Nødgaard,  18 år. Gymnasieelev. Ryger fire til fem pakker om ugen.

- Jeg synes, det er meget fornuftigt med en pris på 50 kroner. Jeg tror, at det kommer til at ramme de unge mere end de gamle, og det er vist også målet.

- Det ville det nok ikke få mig til at stoppe lige med det samme. Det er svært, når 20 ud af 22 i ens klasse ryger. Det er en social ting.

- Men jo mere prisen stiger jo mere vil jeg skære ned. Hvis prisen blev fordoblet, som nogen har foreslået, vil jeg tænke meget mere over det. Der vil højst sandsynligt komme et sort marked for det, hvis man sætter den så højt op.

 

***

Sarah Pedersen, 22 år. Studerende. Ryger to pakker om ugen.

- Det ville være nederen for mig, hvis pakkerne kostede 50 kroner, men jeg kan godt forstå initiativet. Det vil nok gøre at flere yngre mennesker ryger mindre, og det er jo en god ting. Personligt ville jeg nok ikke stoppe med at ryge.

- Da jeg boede i London, hvor det kostede 70 kroner, røg jeg stadig, men mindre. Hvis det kostede 80 kroner, ville jeg nok ikke købe cigaretter så tit.

 

***

Emil Ipsen, 23 år. Studerende. Ryger 3-4 pakker om ugen.

- Det er umiddelbart positivt med dette forslag, men jeg mener ikke, at det er tilstrækkeligt. Det er en forholdsvis lille prisstigning.

- Det ville ikke give mig ekstra incitament til at stoppe. En pris på 70-80 kroner ville derimod give mig et rigtig godt incitament til at stoppe med at ryge.

 

***

Fawaz Altayeh, 24 år. Studerende. Ryger 3-4 pakker om ugen.

- Det ville ikke være så voldsomt, hvis prisen kun stiger med ti kroner. Det ville være noget andet, hvis den røg op på 70-80 kroner.

- Jeg tror ikke, det er nok til at få mig til at stoppe. Man vænner sig til de små stigninger, men hvis de kostede 70-80 kroner ville det nok få mig til at stoppe.

Adam har delt sin historie for at fortælle om faren ved e-cigaretter. Han vælger også at vise billeder, fra sin tid på hospitalet. Foto: Privat Samfund - 12. sep. 2019 - kl. 14:35 Efter e-cigaretter: 18-årige Adam har lunger som en på 70  

375 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere