Dyreparken SeaWorld i USA stopper med at avle spækhuggere.
De 24 spækhuggere, der svømmer rundt i bassinerne i SeaWorld, vil blive den sidste generation af spækhuggere i fangenskab i dyreparkerne.
Det skriver SeaWorld torsdag i en pressemeddelelse.
- Nu er vi nødt til at lytte til den ændring i holdningen, der er kommet omkring spækhuggere i fangenskab. En ændring, vi har hjulpet med at skabe, skriver SeaWorlds direktør, Joel Manby, i et debatindlæg i Los Angeles Times.
SeaWorld har siden dokumentarfilmen 'Blackfish', der udkom i 2013, oplevet et fald i antallet af besøgende.
Filmen viste, at spækhuggerne led i fangenskab, og at de kunne være til fare for de ansatte i SeaWorld, der vovede sig ned i vandet.
SeaWorld har 11 forlystelsesparker i USA. I tre af dem er der spækhuggere i fangenskab.