Seks kvinder anklager verdensberømt yoga-guru for sexovergreb

Bikram Choudhury er blevet sagsøgt af seks kvinder, som anklager ham for sexovergreb af forskellig karakter - de falske påstande vanærer de åndelige fordele, som Bikrams yoga har fået ud til millioner af udøvere i hele verden, lyder det fra guruens advokat

(Foto: (Rebecca Greenfield/POLARIS)
(Foto: (Rebecca Greenfield/POLARIS)

Uanset hvilke problemer, du måtte have, så kan jeg kurere dem.

Sådan sagde den 69-årige indiske yoga-guru Bikram Choudhury i et interview sidste år til thailandske Phuket News.

Men Bikram får nu i stigende grad selv problemer, som han har svært ved at kurere.

Seks kvinder har anklaget guruen for overfald og voldtægt. Senest blandt anklagerne er canadieren Jill Lawler. Ifølge hende gramsede Bikram på hende, efter hun havde masseret ham i timevis, mens de så Bollywood-film.

Bikram undskyldte efterfølgende, og han forsikrede, at han ville gøre hende til 'en af sine mestre'. Det endte dog ifølge Lawler med, at Bikram voldtog hende på et hotel nogle uger senere.

Læs hendes anklager her.

Hot yoga i speedos
For to år siden dukkede den første sagsøgning med anklager om overfald op offentligt, og det har siden fået yoga-elever og undervisere, som har betalt Bikram tusindvis af kroner for undervisning, til at stå frem med lignende anklager.

Mange af dem brugte den populære gurus navn i markedsføringsøjemed, men flere amerikanske yoga-instruktører er dog begyndt at fjerne associationer i til guruen, når de navngiver deres yoga-centre.

- Der er mange, som er forblændede. Det her er hele deres verden. De vil ikke acceptere, at det her rent faktisk er sket, siger den tidligere 'hot yoga'-elev, 29-årige Sarah Baughn, til det amerikanske medie New York Times.

Bikram er særlig kendt for sin særlige 'hot yoga', som dyrkes i 40 graders varme. Han underviser i stilen, og det tiltrækker tusindvis af elever i yoga-miljøet. Selv er den smidige Bikram Choudhury altid iført et par små sorte Speedos, når han underviser sine letpåklædte beundrere.

Han har tjent millioner på sit 'hot yoga'-koncept, som dyrkes af berømtheder som David Beckham, Madonna, Jennifer Aniston og George Clooney, og han bor til dagligt i den dyre ende af Beverly Hills i Californien.

Bikram Choudhurys 'hot yoga'-koncept udføres over hele verden. Her ses Bikram til undervisning i Los Angeles i 2003. (Foto: AP)
Bikram Choudhurys 'hot yoga'-koncept udføres over hele verden. Her ses Bikram til undervisning i Los Angeles i 2003. (Foto: AP)
 

80.000 kroner per elev
Guruen har udsendt en erklæring via sin advokat, hvor i han nægter sig skyldig i alle anklagerne.

- Hr. Choudhury har ikke overfaldet nogle af sagsøgerne, lyder det, og samtidig anklager advokaten kvinderne for på uretfærdig vis at udnytte retssystemet for pengenes skyld.

- Deres påstande er falske og vanærer den sundhed og de åndelige fordele, som Bikrams yoga har fået ud til millioner af udøvere i hele verden, skriver advokaten.

På trods af de ubehagelige anklager mod yoga-guruen, fortsætter konceptet 'hot yoga' med at være populært. Der undervises i konceptet mere end 100 steder i verden, blandt andet i Shanghai og Buenos Aries.

Bikram Choudhury fortsætter også med personligt at undervise i Los Angeles, hvor hver enkelt elev betaler over, hvad der svarer til, 80.000 kroner for at blive uddannet underviser i hans yoga.

Masseret i kæmpe stol
En elev, som har kørt sit eget personlige yoga-studie siden 2008, fortæller til New York Times, at undervisningen hos Bikram ikke var, som hun havde håbet. Målet var at lære mere om yogaens filosofi og anatomi. Men hun blev skuffet, forklarer hun.

- Jeg var temmelig rystet. Det var meget kult-agtigt, siger Tiffany Friedman.

Den marathon-lange undervisning, som foregik i 40 grader varme lokaler, bestod blandt andet i at lære skrifter udenad, og at se Bollywood-film til klokken 03.00 om natten.

Samtidig blev flere af eleverne sat til at massere yoga-guruen, mens han sad i en 'kæmpe stol og overså eleverne'.

- Jeg oplever, at folk virkelig ønskede at være blandt hans udvalgte, og de ønskede virkelig at tro, at han var en guru og havde alle disse særlige kræfter, siger Tiffany Friedman til New York Times.

- Det var hjerteskærende, siger hun.

Krop og træning Sådan skal du træne i 2015

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere