Seks mennesker meldes dræbt ved eksplosion i Gaza

Der har været en dødelig eksplosion i Gazastriben. Det er ikke klart, hvem der har udløst den.

Seks mennesker er dræbt ved en eksplosion i Gaza, siger den militante islamistiske gruppe Hamas i en erklæring.

Hamas, der sidder på magten i Gaza, giver Israel skylden for eksplosionen.

Tidligere har oplysningerne fra Gaza talt om fem dræbte.

Palæstinensiske embedsmænd og lokale i Gaza siger, at de ikke ved, hvad der har udløst eksplosionen.

En israelsk militærtalskvinde siger, at Israel ikke kender noget til eksplosionen.

Men det tyske nyhedsbureau dpa citerer vidner for at sige, at det var en kæmpe bombe, der eksploderede i et hus, der tilhører et medlem af Hamas.

Efter eksplosionen ankom militsfolk fra Hamas til stedet, der blev afspærret. Ambulancer fik adgang til at evakuere de dræbte og de seks mennesker, der meldes såret.

Nogle kilder siger ifølge dpa, at militante i huset havde været i gang med at demontere et gammelt og ueksploderet israelsk missil, som så røg i luften.

Missilet skal være fra 2014, men ingen af oplysningerne er bekræftet.

Billeder fra Reuters tv viser en sky af røg, der rejser sig over landsbyen Zawayda nær Gazas kyst til Middelhavet.

Det er et stykke fra grænsen til Israel, hvor der over de seneste uger har været sammenstød.

Tidligere har eksplosioner i Gaza ofte været udløst af Hamas-folk, der har fejlbehandlet sprængstof.

Der har også været interne stridigheder blandt militante Gaza-palæstinensere.

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere